Kampstart 19:30 i Bitcoin Arena

Da Rungsted og Frederikshavn senest tørnede sammen, var det en ensidig affære.

Nordsjællænderne gennembankede nordjyderne 7-1 oppe i Frederikshavn og udspillede nærmest et modløst hjemmehold lige før jul.

Meget kan ændre sig på få dage i denne ishockeyverden, for i aften er det helt anderledes opstillet og formentlig også indstillet Frederikshavn-hold, der kommer på isen efter 7-2 mod Odense tirsdag aften og med flere forstærkninger på holdet i forhold til det store nederlag senest mod Rungsted.

Niklas Pavel er kommet ind for at forstærke defenisven, mens både Mike Hammond og nu også i aften Christopher Frederiksen er kommet ind i offensiven. Dermed er både top og bredde forstærket væsentligt i Frederikshavn, og nordjyderne har måske et hold, der kan drille velkørende Rungsted i aften.

Erik Hjalmarssons tropper spillede en noget nær perfekt udekamp tirsdag i Esbjerg, hvor det blev til to powerplay-mål og en stærk defensiv præstation for en velspillende Nihlstorp. I den form ser Rungsted skræmmende stærke ud og der bliver ikke givet noget væk i aften i jagten på Aalborg Pirates på førstepladsen. 

Hampus Gustafsson kom ind i fjerdekæden hos Rungsted tirsdag aften, men der er næppe tvivl om, at den nye svensker er tiltænkt en større rolle, når han lige kommer i gang på et Rungsted-hold, der i stærkeste opstilling efterhånden ser yderst skræmmende ud.

Skader/karantæner: Det forventes stadig, at Bumagin og Shugg er ude for Frederikshavn, mens Mathias Røndbjerg, Carl Almlund og Mathias Hansen var ude hos Rungsted senest i Esbjerg. 

Hold øje med: Spændende, hvad de nye folk byder ind med. Både Christopher Frederiksen og Hampus Gustafsson er ivrige efter at vise sig frem, og Mike Hammond skal også holde fast i sin gode start fra tirsdagskampen mod Odense.

Det forventer vi: At Rungsteds spilstærke og skøjtestærke mandskab sætter Frederikshavn under pres. Det bliver virkelig en styrkeprøve for nordjydernes "nye mandskab" i aften.

Statistikken: Rungsteds powerplay er med 31 procent næsten dobbelt så stærkt som nordjydernes. Special Teams helt afgørende i aften, specielt for Frederikshavn gælder det om at holde sig ude af boksen.

Historikken: Rungsted har haft styr over White Hawks i de to kampe hidtil: 4-1 på hjemmebane og altså senest 7-1 på udebane. 


OPTAKT: SønderjyskE-Herning Blue Fox OPTAKT: Odense Bulldogs-Esbjerg Energy