Kampstart 19:30 i Concordium Arena

Så er det Rungsteds sidste chance for at komme igen i serien mod Herning. 

Taber Håkan Åhlunds tropper i aften, så er chancen for guld forduftet og bronzemedalje vil være det højest opnåelige for Rungsted.

Så der må være noget "do or die" og naturlig desperation over Rungsted i aften. 

For Rungsted ligger en nøgle i at få flere kæder i spil end svenskerkæden. Spillere som Jared Dmytriw, Steve Whitney og Valdemar Ahlberg er endnu ikke noteret for point i serien. 

Måske giver det Åhlund anledning til at ryste posen og lave om på kæderne?

Samtidig skal der findes en løsning på målmandsposten, hvor David Grubak er blevet afløst af Tobias Vilykke i de seneste to kampe.

Får reserven måske chancen i aften?

Hos Herning er der liv og glade dage efter 3-0-føringen og to sikre 6-2-sejre. Træner Garth Murray er tilfreds.

- Disciplinen har bare en afgørende betydning, og så skal du selvfølgelig spille godt i special teams og vinde den kamp i kampen. Det har vi været skarpe til i en periode nu, og det er helt klart med til at gøre en forskel, siger Herning-træneren til Sport Herning. 

Det forventer vi: Puha, den er svær for Rungsted, der får problemer med at holde det velkørende Herning-mandskab stangen. Det ligner en midtjysk "sweep" og dermed 4-0 i serien, medmindre Rungsted virkelig åbner posen. 

Statistikken: Hernings powerplay har været en afgørende faktor med hele syv scoringer i serien. Samtidig har kæden med Mathias Bau, Morten Poulsen og Nick Pastujov været brandvarm med i alt 20 point i de tre kampe.

DirekteSport sender med Henrik Bauch som kommentator fra Concordium Arena. 

Hold øje med: Rungsted skal have bredden med i dag og scoringer og farlighed fra alle tre kæder. Søndag blev Hjalte Thomsen kåret til månedens spiller i Herning. Kvitterer han i dag med storspil?

Skader/karantæner: Herning havde Oliver Kiljunen ude søndag, Rungsted stadig i stærkeste opstilling. 

 


Mathias L. Hansen forlænger med Rødovre Mighty Bulls OPTAKT: Odense Bulldogs-Herlev Eagles