Kampstart 19:00 i Bitcoin Arena

Bitcoin Arena danner ramme om kvartfinale nummer to mellem Rungsted Seier Capital og Herning Blue Fox. Og at dømme efter både forudsigelser og den første kamp, så kan det ikke undgå at blive tæt og jævnbyrdigt igen.

Sådan har det været i samtlige matcher mellem de to mandskaber gennem sæsonen, uanset hvilke skader, der har været, så hvorfor skulle det blive anderledes i aften?

Presset er dog på Rungsted, der skal ud og skabe kampen i aften, mens Herning kan stå i den afventende rolle og lure på omstillingerne. 

Man kan formentlig igen - som altid i de her tætte slutspilskampe - konstatere, at det første mål bliver af yderste vigtighed. Vi har set det i stort set samtlige af de jævnbyrdige kampe i kvartfinalerne hidtil. Scorer du første mål, vinder du. Eneste undtagelse var Odense i Frøs Arena. 

- Jeg synes, vi havde kampen, hvor vi gerne ville. Vi spillede koncentreret og ganske disciplineret efter de første udvisninger. Rungsted er et godt hold, der også formår at lægge pres på, så det er virkelig vigtigt, at man bevarer koncentrationen, sagde Herning-træner Pekka Tirkkonen efter kampen til Sportherning.dk. 

Rungsteds opgave i aften bliver lige netop finde nøglen til at skrue Herning-låsen op. Og der er mange kreative folk hos Rungsted. Ingen tvivl om det. 

Skader/karantæner: Herning manglede Thomas Vilstrup Andersen, Mads Christensen, Petter Hansson og Jarkko Malinen i den første kvartfinale, hvor Rungsted spillede uden Jacob Gammelgaard, Mathias Røndbjerg og Frederik Bjerrum. 

Hold øje med: Rasmus Andersson lavede 61 point i sidste sæson, inklusive slutspil. I denne sæson har han lavet 26 point hidtil. Kommer vi til at se mere til Andersson i de kommende uger. Hans skudarm er fremragende. Hos Herning må vi bare blive ved at pege på Mathias Bau, der igen i kamp et spillede en afgørende rolle med sejrsmålet. 

Det forventer vi: At Rungsted kommer med tempo og kreativitet i skøjterne - og at Herning står klar til at spille på omstillinger. Rungsted SKAL vinde og viser de forsvarende mestre den rette desperation, ligger det også til en udligning i serien. Men meget, meget tæt formentlig. 

Statistikken: Udvisninger og dermed også powerplay ser ud til at blive helt afgørende, i hvert fald hvis man dømmer efter den første kamp. Tre udvisninger til hvert hold resulterede i to powerplay-mål til Herning og et enkelt til Rungsted. 

 


MARK AUK blev TISSOT MÅNEDENS SPILLER VIDEO: Højdepunkter fra Herlev-Aalborg