Odense har noget at revanchere efter den forfærdelige fredag aften, hvor fynboerne gik ned med mand og mus på hjemmebane mod Herning.
Fynboerne tabte hele 1-8 efter 25 tilforladelige minutter til at begynde, inden både de fysiske og mentale kræfter slap op. Det udnyttede Herning til at hælde mål ind i hobetal, og det var i den grad i spillet omkring målene, at det haltede for Odense.
På TV2 var der ikke nogen dårlige undskyldninger fra Lukas Bach Nielsen efter kampen. Det var bare ikke godt nok fra et Bulldogs-hold, der nok var smalt, men havde tre ganske habile angrebskæder at skifte med.
Det fynske fundament skal holde til mere i aften i Rungsted, hvor hjemmeholdet tager imod i Bitcoin Arena.
Et Rungsted-mandskab, der kom lidt ned på jorden igen i kampene mod Aalborg og SønderjyskE, der resulterede i nederlag i to rigtig gode hockeykampe.
Så den spillemæssige optimisme må være intakt hos Rungsted, der stille og roligt nu kan arbejde Branden Gracel ind på holdet. Det bliver vældig spændende, hvordan han kan gøre impact hos de forsvarende mestre.
Branden Gracel bad selv om at blive fritstillet hos sin tyske klub Kaufbeuren, hvor han ellers havde været en stor profil siden han skiftede fra Herning. Nu er han tilbage i dansk ishockey.
Det forventer vi: Odense får problemer mod et Rungsted-mandskab, der vil gøre alt for at sætte tempo og presse et gæstehold, der er slidt tyndt på moral efter fem nederlag på stribe. Hjemmeholdet er favorit.
Skader/karantæner: Odense manglede Martin Larsen, Sebastian Ehlers, Mikko Virtanen og Oliver True fredag aften. Rungsted spillede senest uden Mathias Røndbjerg, Sebastian Bergholt og William Back.
Hold øje med: Albert Adamsen sluttede i målet for Odense fredag aften. Spændende dyst om den plads måske forude i Odense? Hos Rungsted samler der sig naturligvis opmærksomhed omkring Gracel og hvordan han kommer i form.
De indbyrdes kampe: Har alle været tætte og jævnbyrdige. Rungsted vandt 3-2 i den første kamp og siden har hvert hold taget en sejr i overtid/straffe. Senest vandt Rungsted 4-1 i en kamp, der først blev afgjort i slutfasen.
Statistikken: Odense har altså kun fået et point i de seneste fem kampe, men Rungsted efter en sejrsstribe har tabt de to seneste opgør. Vi har at gøre med et par sårede mandskaber i aften.