Kampstart 15:00 i Sydjysk Sparekasse Arena

Så er det nu eller aldrig for Esbjerg Energy.

Og det har det været tidligere i det her slutspil. Både mod Odense og Aalborg har Esbjerg været nede i sækken, så er der noget, de formentlig har talt om i Vojens siden fredag, så er det, at Esbjerg aldrig skal afskrives. 

Fire etmåls-kampe i de fire hidtidige matcher vidner også om total jævnbyrdighed i denne fremragende finaleserie. 

- Vi er godt klar over at vi har bragt os i en fordelagtig position, men samtlige inde i omklædningsrummet er også godt klar over at arbejdet er langt fra færdiggjort endnu – Esbjerg har ikke har kastet håndklædet i ringen – tvært imod. De vil komme med alt hvad de har søndag eftermiddag og desperat kæmpe for deres chance for at holde liv i finalen – det her er langt fra forbi endnu, siger SønderjyskE-træner Anders Førster til klubbens hjemmeside. 

- Vi har set set noget video og spillerne virker virkeligt fokuseret på søndagens kamp – jeg føler de har restitueret godt – så kan vi leverer 60 minutters fokuseret indædt fight søndag eftermiddag, så tror jeg på, at gode ting vil ske, tilføjer han. 

I Esbjerg-lejren konstaterede Philip Schultz efter kampen i fredags, at "deres fest på søndag skal spoleres", og efter en flot kamp fredag har Esbjerg Energy-spillerne med sikkerhed troen på, at marginalerne vender til deres side. 

For det har virkelig været marginaler, der har skilt de to hold ad hidtil. 

Derfor vil der næppe heller være taktiske træk, kædeskift eller andre træk eller modtræk i dag. Både Førster og Jaspers kan være tilfredse med det, de hidtil har set fra deres mænd. 

- Kroppen gør ondt, men det er kampe som disse, spillerne træner hele året for at spille. Derfor skal vi også nyde momenterne og gribe de muligheder som byder sig. Vi har talt om de frustrerende oplevelser i Vojens senest, men som trænerteam skal vi også gå foran med et godt eksempel, siger Jason Jaspers i Esbjergs optakt til kampen. 

Statistikken: SønderjyskE har vundet samtlige seks hjemmekampe i slutspillet. Er det i dag stimen skal brydes?

Historikken: Nu hedder den samlet set 7-3 til SønderjyskE i de 10 indbyrdes opgør i sæsonen.

Det forventer vi: Intet andet end i de øvrige finaler. Knivskarp fight om samtlige pucke. 

Skader/karantæner: SønderjyskE har igen William Boysen til rådighed efter at han har afsonet sin karantæne. 

Hold øje med: Philip Schultz havde et par gevaldige afbrændere fredag. Passerer han Pettersson i eftermiddag? SønderjyskE har Gustav Nielsen og Oskar Drugge som evige trusler udefra. 

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster og Martin Struzinski til at guide dig gennem 60 minutter - og måske mere til - i Vojens i eftermiddag.


Esbjerg holder sig stadig i live efter 4-2 i Vojens SønderjyskE med tre matchbolde efter overtidssejr