Kampstart 19:00 i Sydjysk Sparekasse Arena

Det er to hold med hak i selvtilliden, der mødes i aften i Vojens.

Sønderjyderne kommer fra fire Champions Hockey League-kampe, der alle har budt på mere eller mindre klare nederlag og forinden gjaldt det altså Metal Liga-premieren, der bød på et nederlag på 3-4 efter overtid til Herning Blue Fox. 

- Det er klart, at vi mangler lidt selvtillid. Vi har haft et par svære kampe, og jeg tror måske mentalt, at vi ikke rigtig var klar til kampen, sagde SønderjyskE's svenske back, Oskar Drugge til JydskeVestkysten efter det nylige nederlag til Pelicans Lahti hjemme i Sydjysk Sparekasse Arena. 

- Det bliver vildt på onsdag (mod Esbjerg), hvor vi også skal levere en bedre kamp, end vi gjorde i aften, tilføjede han til avisen.

SønderjyskE har to CHL-kampe tilbage, der begge spilles i oktober: Ude mod Eisbären Berlin og hjemme mod Tappara Tampere, men det er først 8. og 16. oktober, så nu kan de forsvarende mestre koncentrere sig om Metal Ligaen.

- Der har været mange rejsetimer i en bus, men spillerne er i god form, så det er ikke noget vi tænker på – de fik en velfortjent fridag i mandags og nu er det tid til atter at koncentrere os om Metal Ligaen efter nogle hårde CHL-kampe. Vi har spillet fire bedre kampe i Champions Hockey League, end resultaterne egentligt viser. I spillet fem mod fem har vi i dele af kampene spillet lige op med europæiske tophold, siger SønderjyskE-træner Anders Førster til klubbens hjemmeside. 

Esbjerg Energy kommer fra hjemmenederlag mod Rungsted og Herlev, hvor det skuffende blot er blevet til et enkelt point. Det er helt sikkert ikke gået som beregnet for sidste sæsons sølvvindere. 

- Man kan sagtens fokusere på, at vi burde have vundet kampen mod Herlev fredag aften, men den kamp kan vi ikke ændre. I stedet arbejder
vi på at gøre det bedre onsdag, og en af de ting, vi skal forbedre, er vores effektivitet. Vi var simpelthen ikke skarpe nok, siger Esbjerg-træner Dan Jensen i klubbens kampoptakt. 

- Nogle mener, at vi var uheldige, og at marginalerne var små mod Herlev. Min tilgang er, at man selv skal gøre sig fortjent til heldet og opsøge det. Nogle siger, vi havde kæmpe chancer, men jeg siger, vi skal udnytte dem bedre. Vi har brug for at score, for målene afgør ishockeykampe. Det gør vi ved at fokusere på os selv. Vi har hvilet, set video, trænet, arbejdet hårdt og forberedt os grundigt til kampen mod SønderjyskE, og så skal tingene nok komme, siger han. 

Skader/karantæner: SønderjyskE havde fuldt hold i CHL-kampen mod Lahti. Esbjerg spillede mod Herlev uden Philip Larsen og Jeff King, der begge har været ude i begge Energys sæsonåbnere. 

Statistikken: Ok, vi ved godt den er tynd på nuværende tidspunkt af sæsonen med få kampe spillet: Men det er da en anelse kuriøst, at sidste sæsons finalister nu mødes som nummer otte og ni i tabellen. 

Historikken: SønderjyskE vandt som bekendt sidste sæsons finaleserie med 4-2 i kampe, og det samme gjaldt for kampene i grundserien. To resultater fra sidste sæson står klart ud: 7-0 til SønderjyskE hjemme i Vojens og den vilde 13-3-sejr til Esbjerg i Granly Hockey Arena.

Det forventer vi: To hold, der i den grad vil kæmpe den klassiske legemsdel ud af bukserne for at vinde. Hjemmeholdet smal favorit med CHL-tempo i benene. 

Hold øje med: Otte skud og en enkelt assist er det blevet til for William Pelletier i CHL. Han skal vise sig mere, nu Metal Ligaen er gået i gang. Nick Master hos Esbjerg har fået en kamp i benene med sine nye holdkammerater. Han er værd at kigge efter i aften. 

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads i Sydjysk Sparekasse Arena. 

 


Esbjerg tog bonuspointet i DM revanchen Aalborg spadserede sig til tre point i Rødovre