Der er faceoff en halv time tidligere end i de andre arenaer i Vojens i aften, så dem, der ikke kan være i hallerne i aften, kan tyvstarte på Metalligaen.tv med nytårsbraget i Sydjysk Sparekasse Arena.
Det er en ægte klassiker med slutspilskarakter, og det er et SønderjyskE-hold, der skal forsøge at vende bøtten efter en forfærdelig periode, hvor holdet er raslet nedad i tabellen.
Sønderjyderne er på syvendepladsen og har været hårdt ramt af skader på det seneste.
Den sidste kamp før julepausen i Herning (SønderjyskE tabte 2-5) blev spillet uden fem faste stamspillere i angrebet, men mon ikke der er i hvert fald et par stykker klar til aftenens match?
- Det var et bittert nederlag. Vi gjorde mange ting rigtig og spillede os til mange chancer, desværre lavede vi ikke målene. Hvis man allerede er i en negativserie, falder målene ikke nemt. Vi bliver nødt til at kæmpe os ud af det her, og jeg er sikker på, at det nok skal lykkes, sagde SønderjyskE-træner Anders Førster til Der Nordschleswiger efter kampen.
Esbjerg Energy er svære at regne ud, og det har holdet været i hele sæsonen. Lige før jul kom vestjyderne med to sejre til Rungsted, men måtte lide et nederlag på 3-7 mod et veloplagt hjemmehold. Så hver gang man tror, at Esbjerg er på stikkerne, falder holdet lidt ned igen. Det er stabilitet, som Dan Jensen i den grad søger for sine folk.
Der er ingen tvivl om, at Esbjergs danskerstamme er en af Metal Ligaens bedste, mens importstammen i store træk ikke helt har klikket endnu i denne sæson. Vestjyderne har plads til at hente flere forstærkninger med udenlandsk blod, spændende om det sker her i den kommende tid.
Historikken: I første omgang går Esbjerg ind til aftenens nytårsbrag med visheden om, at man har haft styr over rivalerne i denne sæson hidtil. Esbjerg har vundet 4-3 efter straffe og derefter 5-2 og 5-1 og kan i aften lukke sæsonens kampe hos rivalerne med en tredje sejr. Det hører til sjældenhederne.
Det forventer vi: Fuld skrue fra start, slutspilskarakter. Et 50-50-derby, hvor Esbjerg dog kommer med lidt mere selvtillid.
Skader/karantæner: Jacob Schmidt-Svejstrup, Nikolaj Krag-Christensen, William Pelletier, William Boysen og Joseph Jonsson sad ude for SønderjyskE mod Herning. Førstnævnte spiller næppe i aften, de fire andre dukker måske op. Esbjerg manglede Frederik Bjerrum og Lucas Andersen i Rungsted lige før jul.
Hold øje med: Alexander Wiklund var en enmandshær, da SønderjyskE tabte i Herning før jul. Philip Larsen plejer at spille gode kampe i Vojens.
Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads for at overvåge og guide seerne igennem de 60 minutter i Vojens.
Statistikken: Esbjerg står med otte point i de seneste fem kampe, mens SønderjyskE blot har tre point i de sidste håndfuld matcher.