En kamp med virkelig spændende perspektiver er det, når SønderjyskE og Frederikshavn tørner sammen i et søndagsbrag i Metal Ligaen.
Sønderjyderne er nede i et dyb med kun en sejr i seks kampe efter landsholdspausen, mens Frederikshavn hamrer opad med otte sejre i de seneste ni kampe.
Hvis Frederikshavn vinder i dag, vil vendelboerne kun være en enkelt pind efter SønderjyskE. Det var der ikke mange, der havde troet for blot en måneds tid siden.
SønderjyskE spillede dog en fornuftig kamp i Odense fredag aften, hvor et par marginaler sagtens kunne have betydet, at SønderjyskE havde fået point med hjem.
Men ganske symptomatisk for de forsvarende mestre netop nu lykkedes det ikke.
Frederikshavn kommer med stor selvtillid og senest en 6-1-sejr over Rødovre i bagagen.
- Vi skal komme ud med god energi, som vi har vist i flere af de seneste kampe. Vores forsvarsspil, powerplay og boxplay bliver vigtige ingredienser for et godt resultat i morgen eftermiddag. Men vi kommer også med stor selvtillid, efter de seneste succesfulde resultater vi har opnået, lyder det fra Fredrik Johansson, Frederikshavn-træner, i et interview på klubbens hjemmeside.
- Ingen tvivl om, at vi skal være tålmodige, og udvise ydmyghed i vores spil. Derudover skal vi arbejde rigtig hårdt for hver eneste puck på isen, lyder det fra den svenske coach.
Det forventer vi: En tæt kamp uden mange mål og udvisninger. Begge hold vil spille disciplineret og stå tæt i banen. Frederikshavn lille favorit grundet den fine formkurve.
Hold øje med: William Pelletier spillede en god kamp for SønderjyskE fredag aften i Odense, men manglede lige en scoring til at slutte af på. Hos Frederikshavn er Alexander Lunsjö stærkt kørende og har 12 point i 12 kampe for nordjyderne.
Skader/karantæner: Christopher Mulberg og Fredric Andersson stadig på skadeslisten hos Frederikshavn. SønderjyskE manglede fredag Nikolaj Krag-Christensen og Jacob Schmidt-Svejstrup.
Historikken: SønderjyskE har siddet totalt på de første to kampe med 6-2 hjemme og 3-0 ude.
Statistikken: Til gengæld hedder formbarometeret for de to hold 12 point til Frederikshavn, 4 point til SønderjyskE for de seneste fem kampe.
Metalligaen.tv: Har Jannik Sønderby på plads til at kommentere de 60 minutter i Vojens i eftermiddag.