Det her kunne sagtens være en generalprøve på en kommende kvartfinale, så det er med garanti to skærpede mandskaber, der mødes i Vojens i aften.
Sønderjyske vandt fredag aften 8-5 over Odense og uanset, at det var en meget åben kamp, så var det en vigtig sejr for sønderjyderne, der fik revanche mod Odense og selvtilliden tilbage efter nederlaget mod netop Odense lige før OL-pausen.
Aftenens hjemmehold har tidligere i sæsonen haft problemer med at udnytte chancerne, men låget på ketchupflasken lettede i den grad mod fynboerne.
Ikke mindst Matt Kopperud ser ud til at have fået fat inde foran mål. Amerikaneren har været flyvende på det seneste og scorede hattrick mod Odense.
Herlev kommer fra en pligtsejr i Frederikshavn, hvor det mest positive var sejren. Spillet var der ikke meget at råbe hurra, men Herlev fik trods alt vendt 0-2 til 3-2 mod det stærkt amputerede White Hawks-mandskab.
Nu gælder det for Herlev om at finde rytme før slutspillet og ikke mindst få den nye back Kalle Eriksson spillet i sving før de afgørende kampe.
Det forventer vi: En hård og tæt match, hvor begge hold vil slås om "mentalt territorium" inden slutspillet.