Kampstart 15:00 i Frøs Arena

Det er smukke og "rigtige" ishockeyomgivelser med sne i hele landet i dag, og dermed perfekte Metal Liga-rammer til de to matcher i eftermiddag. I Vojens krydrer man endda kampen i dag med en retro-match i det gamle blikskur, hvor VIK møder IK Aarhus. 

Klokken 15 går det løs med SønderjyskE-Herlev og ser man på kampene i denne sæson mellem de to mandskaber, er Herlev favorit. Gæsterne har haft et godt greb om sønderjyderne. Det blev 6-3 i den første kamp i Herlev, hvor Eagles gik fra 2-3 til 6-3, og i Frøs Arena lykkedes det i det seneste opgør for Herlev at vende 0-2 til en 3-2-sejr. Seneste opgør i Herlev endte med en sikker 4-1-sejr til Eagles.

Dermed altså otte af ni point til Herlev i de indbyrdes opgør. I eftermiddag kommer Herlev med optimisme efter fredagens sejr over Rødovre og kommer formentlig til Vojens med en klassisk udebanerecept: Omstillinger og satsningen på mulighederne i overtal, når de dukker op. 

SønderjyskE kommer med naturlig respekt for Herlev efter de hidtidige matcher i sæsonen.

– Jeg ved godt at vi i øjeblikket er lidt ramt af sygdom og skader, samt tre mand der rejser til U20 VM, men det vil jeg ikke bruge som en undskyldning, for det betyder kun at resten af os må rykke lidt tættere sammen i bussen og så leverer 60 minutters koncentreret hockey, siger Mathias Borring til klubbens hjemmeside. 

- Vi har på ingen måder spillet godt nok imod Herlev i denne sæson og som Anders Førster siger, så har vi lidt at bevise, ikke kun overfor os selv, men også overfor vores fans – jeg føler at holdet er topmotiveret, så vi må ud og udnytte hjemmebanefordelen, lyder det. 

Hold øje med: Ludvig Elvenes har lige fået en smag af Metal Liga-hockey i fredags. Det bliver uhyre spændende at se, hvordan han går i spænd med de øvrige svenskere i Herlev. SønderjyskE's William Pelletier spillede en storkamp for en uge siden mod Frederikshavn. 

Det forventer vi: Initiativ til SønderjyskE hjemme i egen hule med et "stikkende" Herlev-mandskab, der satser hårdt på kontra og powerplay. Med de hidtidige møder in mente, er Herlev smal favorit, omvendt giver de seneste hjemme- og udekampe favoritrollen til hjemmeholdet. 

Statistikken: Herlev har været forfærdelige på udebane på det seneste, hvor det er blevet til 1-9 mod Rungsted og 2-9 i Aalborg. SønderjyskE har vundet de fem seneste hjemmekampe i ordinær tid.

Skader/karantæner: Fire spillere fra de to klubber er sendt til VM: Mikkel Skov, Mathias Kløve, Tobias Villykke (SønderjyskE) og Victor Gade (Herlev). Herlev har Mikkel Skjellerup tilbage fra karantæne. SønderjyskE har stadig Galbraith og Haag i karantæne, Gabriel Desjardins måtte udgå i Herning og er formentlig tvivlsom. 

Metalligaen.tv: Søren Kaster er på plads til matchen i Frøs Arena for at kommentere de 60 minutter.

Historikken: Som skrevet i teksten ovenfor: Herlev har tre sejre over SønderjyskE at tage med ind til matchen. 

 

 


TO SPILLEDAGES KARANTÆNE til Andris Dzerins, Herning Blue Fox GOALSHOW: Se målene fra Aalborg-Esbjerg