Det er blot en uge siden, de to mandskaber mødtes i Sparekassen Danmark Isarena.
Det var en dramatisk, underholdende og tæt kamp, som sønderjyderne endte med at vinde 3-2 efter overtid.
Sådan må det nødvendigvis også blive i aften, hvor begge mandskaber kæmper hårdt for at sikre sig en billet til Metal Final4.
- Vi spillede en rigtig god udebanekamp i fredags i Aalborg og det havde på ingen måder været ufortjent, om vi havde fået alle tre point med hjem. Jeg er ikke uenig i, at kampen i aften er en form for nøglekamp, men det bliver resten af kampene indtil vi rammer Final4-cuttet 2. November også, siger Sønderjyske-træner Casper Stockfisch.
- For os gælder det om at holde os til vores gameplan som blandt andet er at spille uden stor risiko, for Aalborg er stærke i deres omstillingsspil. Det bliver lige som sidste fredag, en tæt og intens, lyder det.
Hos Aalborg kunne man glæde sig over comebacket i Rungsted søndag eftermiddag, hvor 1-5 blev vendt til 6-5 efter overtid. Det, som Aalborg skal arbejde med, er at undgå de hidsige udfald i løbet af kampene, som Pirates-mandskabet har haft tendens til i løbet af sæsonen.
Hold øje med: Aalborg har efterhånden et særdeles potent angreb på papiret. Chase Berger scorede tre gange mod Rungsted i søndags. Hos Sønderjyske spillede Nicolas Werbik en fin kamp mod Aalborg fredag aften.
Det forventer vi: En fuldstændig åben omgang, som også Casper Stockfisch forudsiger. Det bliver lige så tæt som fredag for en uge siden.
Se med på JFM Play, hvor Søren Kaster kommenterer fra Sydjysk Sparekasse Arena i Vojens.
Skader/karantæner: Sønderjyske spillede i fredags uden Rasmus Lyø, Mathias Borring og Daniel Nielsen, mens Aalborg manglede Jonas Jakobsen, Nicolaj Carstensen, Ty Farmer og Jake Smith.
Statistikken: Begge hold har spillet 11 kampe, og Sønderjyske er foran 14-13 i point mod gæsterne. Det er en fuldstændig vital kamp i forhold til Metal Final4. En eventuel taber i ordinær får svært ved at ende i top fire 2. november.