Kampstart 19:00 i Sydjysk Sparekasse Arena

Vigtig dyst mellem to hold, der lige nu kæmper om syvendepladsen og for at holde trit med holdene længere oppe i den jævnbyrdige tabel.

SønderjyskE har det tungt for øjeblikket og tabte fredag 2-4 i Odense i en kamp, hvor de lyseblå var godt med i tredje periode, men til gengæld havde store problemer i midtperioden, hvor hjemmeholdet rullede dem fuldstændig over.

Men sønderjyderne befinder sig i en ny fase af sæsonen, siger træner Casper Stockfisch i klubbens kampoptakt.

- Man bliver dog nødt til at forstå at vi rent faktisk er i en form for genopbygning af sæsonen. Vi har ændret i vores spilsystemer og den slags tager desværre lidt tid og derfor må man lige væbne sig med tålmodighed. Jeg synes dog, at vi ser fremskridt for hver gang vi træner – både Erik (Vikström red.) og jeg, føler at at det går den rigtige vej.

- White Hawks ligger lige foran os i tabellen, så det er klart at det vil være vigtigt for os at vinde den kamp. Vi skal igen spille med stor tålmodighed, for vi ved at Frederikshavn passer godt på bagude samtidig med at de er rigtig gode i deres spilvendinger. Det bliver uden tvivl både fysisk og intenst, vurderer Casper Stockfisch. 

Frederikshavn kommer fra et nederlag på 0-2 mod Rungsted, hvor den "gamle dæmon" med ikke at få scoret mål, mødte op igen. Det adresserer assisterende træner Casper Stockfisch ligeledes i sin kampoptakt.

- Vi skal håndtere kampens vigtighed og spille med intensitet og tålmodighed fra start til slut. Vi skal fokusere på at have kvalitet i vores spil med pucken, samtidig med at vi har en kontrolleret defensiv, hvor vi udfører vores arbejde ordentligt i hver situation og hvert skifte, siger han.

- Det handler om at være skarpe på vores chancer. Vi arbejder ud fra, at målene kommer, hvis vi spiller som vi skal og ikke forcerer tingene. Vi arbejder også på at få vores overtalsspil til at være en større trussel og håber, at det vil give os flere mål i kampen, lyder det fra Christian Schioldan.

Hold øje med: Kunne det være Nikolaj Krag-Christensen, der slog igennem for SønderjyskE i aften? Og er det måske Sebastian Benker, der sætter kasserne ind for Frederikshavn og bryder nordjydernes måltørke?

Det forventer vi: Tæt, hård og måske også nervøs kamp, der formentlig bliver målfattig. Uafgjort efter 60 minutter måske?

Metalligaen.tv: Har Michael Damsted til at kommentere de 60 minutter fra Vojens i aften.

Historikken: SønderjytskE vandt de første tre kampe med 6-2, 3-0 og 5-4 efter straffe, inden Frederikshavn senest vandt 4-1 på hjemmebane.

Statistikken: Ingen af holdene er supergodt kørende for øjeblikket. SønderjyskE med fem point i de seneste fem kampe, mens Frederikshavn står med seks point.

Skader/karantæner: Wiklund og Schmidt-Svejstrup er ude for SønderjyskE, Desjardins og Panetta er "dag til dag". Oliver Nielsen var heller ikke med hos sønderjyderne fredag. Frederikshavns kaptajn Fredric Andersson er stoppet for sæsonen, mens Mikkel Skov ikke har været med i de seneste kampe. 


SønderjyskE blankede Frederikshavn i bundopgør SønderjyskE-profil ude i flere uger