Kan Herlev Eagles fortsætte den flotte sæsonstart?
Det er det store spørgsmål inden braget i aften i Sydjysk Sparekasse Arena, hvor ørnene møder et optimistisk Sønderjyske-mandskab, der vandt 4-2 over Rungsted mandag aften.
Herlev har hidtil vist fin offensiv hockey og er lige så frisk spillende som i sæsonstarten sidste år. Det er med danskerne Green, Cubars og True i spidsen og og så et backingband af dygtige svenskere og en hårdtarbejdende "bagkæde" af både unge og rutinerede danskere.
Vi har lagt mærke til, at unge Mathias Ingeman Larsen er kommet forrygende ind på Herlev-mandskabet og har gjort det solidt lige fra start.
Sønderjyskes assisterende træner Erik Vikström til klubbens hjemmeside om aftenens kamp:
- Jeg synes, at vi overordnet set spillede en rigtig fornuftig kamp mandag aften i Rungsted. Nu gælder det dog Herlev Eagles som igen i år viser stor skarphed, når chancerne opstår.
- Man skal have respekt for et hold som Herlev, for tabellen lyver aldrig og der er en grund til at de ligger helt i top. Man skal dog altid have respekt for en modstander og ikke mindst Herlev, men vi skal heller ikke være bange for at spille med dem eller for at tage initiativet i kampen. De er som sagt effektive når de får chancen, så vi skal spille koncentreret og uden stor risiko, siger han.
Det forventer vi: En åben og offensiv kamp, hvor begge hold vil spille fremad. Det kan sagtens blive en aften med god underholdning og masser af scoringer.
Hold øje med: Carl Skärström har gjort det rigtig godt for Herlev med fire assister og solidt spil i kæden med Oliver True og Frederik Bjerrum. Hos Sønderjyske fik Matt Kopperud efter en stille start hul på bylden med to scoringer i Rungsted.
Skader/karantæner: Sønderjyske har spillet uden Mathias Borring på det seneste, men har ellers alle folk til rådighed. Hos aftenens gæster er Matthias Asperup og David Karlström ude, mens Marius Kring og Brock Bremer udgik i løbet af søndagens kamp mod Herning.
Statistikken: Herlev har scoret hele 5,5 mål i gennemsnit i de første fire kampe. Sikke en offensiv. Skudzonen fortæller, at Herlev står med en powerplayprocent på 47,1, mens Sønderjyske står med 41,7. Vilde tal for begge hold.
Se med: På JFM Play, hvor Søren Kaster kommenterer de 60 minutter fra Vojens.