Det er yderst interessant i eftermiddag, når Sønderjyske og Rødovre Mighty Bulls mødes.
Rødovre fik - trods en ikke særlig god indsats i de to første perioder - hevet en ganske sikker 4-1-sejr over Frederikshavn hjem.
Det var tiltrængt efter seks nederlag på stribe og må give selvtillid inden dagens kamp i Vojens, hvor Rødovre faktisk har mulighed for at trække forbi sønderjyderne i tabellen.
Der kan ikke siges andet end "meget, meget godt" om Malte Setkovs indsats i Rødovres defensiv - og offensiv - og han var igen en supercentral spiller hos Mighty Bulls med to scoringer.
Hos Sønderjyske har der været vældig meget knas i kulissen i den seneste tid. Først afskeden med Klaus Rasmussen som sportschef og siden den skattesag, der er kommet frem.
Oveni har holdet på isen ikke været sprudlende på det seneste og tabt fire af de seneste fem kampe.
Der må siges at være tegn på en slags krise i Sønderjylland, og hjemmeholdet skal vinde i dag for at komme på kurs igen.
Det forventer vi: Et Rødovre-hold, der vil forsøge at stå stærkt i defensiven og køre på omstillinger. Holder det i 60 minutter mod et Sønderjyske-hold, der også kommer nervøst ind til kampen efter en svær periode.
Hold øje med: Den tidligere Sønderjyske-spiller Anders Biel scorede - lidt heldigt - sit første mål hos Rødovre i fredags. Han må i den grad være opsat på sin gamle hjemmebane i eftermiddag. Hos hjemmeholdet har Matt Kopperud lavet et point i otte kampe siden hans tomåls-kamp i Rungsted.
Se med på JFM PLAY, hvor Søren Kaster er på plads i Sydjysk Sparekasse Arena
Statistikken: Sønderjyskes hjemmebanestatistik er en katastrofe. Holdet har kun vundet en af seks hjemmekampe og tabt de seneste fem kampe på egen is. Vildt. Rødovre har simpelthen været lige så dårlige på udebane med en sejr i syv kampe.
Skader/karantæner: Sønderjyske manglede senest Mathias Borring og Daniel Nielsen, mens Rødovre senest var uden de skadede Lukas Macklin og Filip Nordström.