Kampstart 19:00 i Frøs Arena

Med Anders Førster officielt inde som cheftræner for resten af sæsonen – med Casper Stockfisch som assistent, har SønderjyskE nu fået styr over trænerkonstellationen for resten af sæsonen.

I aften kommer Odense Bulldogs på besøg, og SønderjyskE spiller med en ny angriber i form af svenske Anton Karlsson, der netop er hyret ind.

- SønderjyskE virker som en interessant og god klub, der vil spille med om titler. Jeg har haft gode snakke med direktør Klaus Rasmussen, og så har jeg hørt meget godt om klubben i hockeymiljøet, ikke mindst fra Villiam Haag, som jeg kender fra vores tid i Frölunda, forklarer Anton Karlsson, der både er i stand til at spille center og wing, til klubbens hjemmeside. Med mange folk ude hos SønderjyskE, bliver der formentlig masser af spilletid til Karlsson.

Odense er ligeledes hårdt ramt, ikke mindst på målmandsposten, hvor svenske Fredrik Bergvik er hentet ind som erstatning for en skadet målmandsduo i Gillam og Søgaard. Bergvik går formentlig direkte ind i konkurrencen om en fremtidig plads i Odenses målmandsteam, så spændende at se, hvordan han falder ind.

Skader/karantæner: SønderjyskE har Tobias Villykke, Mikkel Skov og Mathias Kløve til U20-VM, men har altså hentet den svenske angriber Anton Karlsson ind. Gabriel Desjardins og Anders Biel er formentlig skadet og Max Tjernström var også ude senest, mens Villiam Haag er tilbage efter tre spilledages karantæne. Odense giver formentlig debut til målmand Fredrik Bergvik i fraværet af Mitch Gillam og Frederik Søgaard. Oliver Villadsen er til U20-VM, mens Rasmus Simonsen har skadet i en rum tid. Alberto Pison synes ude for sæsonen, og så har Odense altså sagt farvel til Jakob Heljemo.

Det forventer vi: Et tæt lokalopgør, hvor hjemmeholdet er smal favorit. I de første tre opgør har det været holdet med størst intensitet, der har vundet. Sådan bliver det formentlig også i aften.

Metalligaen.tv: Michael Søvsø er på plads i Frøs Arena for at kommentere matchen.

Hold øje med: Naturligvis de to nye: Anton Karlsson hos sønderjyderne, der skyder på Odenses nye målmand Fredrik Bergvik.

Statistikken: SønderjyskE havde vundet fem hjemmekampe i træk indtil søndag, hvor Herlev stod i vejen og vandt med 1-0 i Frøs Arena. Begge hold står med seks point for de seneste fem kampe i formbarometeret. 

Historikken: SønderjyskE vandt klart med 4-0 og 7-3 i de første to kampe, mens Odense senest vandt 4-2 hjemme i Spar Nord Arena.


OPTAKT: Herlev Eagles-Rungsted Seier Capital OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Esbjerg Energy