Det er den første af et par generalprøver før slutspillet for både Sønderjyske og Rødovre.
Der skal ske meget uventet, hvis ikke de to mandskaber lander som henholdsvis nummer syv og otte i grundspillet og dermed kan se frem til kvartfinaler mod Herning og Herlev.
Her er det umiddelbart sønderjyderne, der har klart største chancer for at "bryde playoff-træet" og skabe en af de overraskelser, der (næsten) altid sker i slutspillet.
Sønderjyske er fornuftigt kørende for øjeblikket, og det kunne tyde på, at Lars Foder har fundet en spillestil, der passer godt til truppen: Mere simpelt, mere direkte.
Rødovre kommer fra en periode, hvor ikke alt er forløbet lige glat, og det er faktisk kun blevet til fire sejre i de seneste 15 kampe for Ville Hämäläinens mandskab.
Læg dertil skaderne til Anders Biel, Mathias Hansen og Mads Eller, der alle tre er vigtige og solide spillere i Rødovres lineup.
Erstatningen Philip Rafnsson kan sagtens bringe ny energi ind på holdet, men er det nok til at presse Sønderjyske i aften og Herning i en kommende kvartfinale?
Det forventer vi: Sønderjyske synes at være oppe i et højere gear end gæsterne fra Rødovre og er favorit til at vinde matchen i aften. Der kommer pres på Rødovre fra start.
Hold øje med: Vi har bragt ham et par gange på det seneste i den her rubrik, men Matt Kopperud ser næsten ud til at være født på ny her i slutningen af sæsonen. Hos Rødovre er der brug for, at en mand som Marcus Almquist kommer i sving.
Skader/karantæner: Sønderjyske var senest uden Oscar Schulze og Mathias Borring, mens Rødovre altså mangler Mathias Hansen og Anders Biel for resten af sæsonen, mens Mads Eller er yderst tvivlsom.
DirekteSport har Jannik Sønderby på plads i Vojens i aften.
Statistikken: Siger at Sønderjyske har fint styr over Rødovre. Sønderjyderne har taget 14 af 15 point mod Rødovre i denne sæson.