Kampstart 18:00 i Frøs Arena

SønderjyskE og Rødovre er aftenens aktører i Metal Ligaen, og de har det tilfælles, at begge hold har tabt til Odense for nylig. Sønderjyderne 2-4 fredag aften på hjemmebane i Frøs Arena og Rødovre 2-7 nogle dage forinden.

Det er altså to revanchesultne mandskaber, der løber på isen i Vojens i aften, og Rødovre er igen rendt ind i ekstra udfordringer, selv om den nye målmand Dennis Saikkonen er blevet fløjet ind og klarmeldt. 

- Det bliver en svær opgave. Nu har vi med tilgangen af Dennis fået en erstatning for vores tre målmænd, der sidder ude, men inden dagens træning fik vi et par positive COVID-19-tests, ligesom vi har nogle stykker hjemme med symptomer. Så lige nu har vi fem afbud udover de skadede målmænd.

- Vi kommer til at give debut til de unge backer Anton Als og Sebastian Niebling, og så har vi forward Christopher Rübenach med igen. Vi må se, hvordan det ser ud i morgen, når vi kører afsted.

- Uanset hvem der får muligheden for at spille, så må vi bare kæmpe endnu hårdere, selvom det er lidt op ad bakke med de stamspillere, som vi mangler, lyder det fra Rødovre-træner Magnus Sundquist. 

Dermed altså en vanskelig omgang for Rødovre, der formentlig løber ind i et topmotiveret SønderjyskE-mandskab. Træner Mario Simioni var ikke tilfreds efter fredagskampen mod Odense. 

- Rødovre har 13-14 point op til Herlev på ottendepladsen, så jeg forventer da at de vil komme med et stort desperations niveau. Det niveau skal vi ud og matche. Vi skal være klar fra start og vise en anden tilgang til spillet end vi gjorde i fredags. Vi har brug for pointene for at holde en snor i Herning på førstepladsen, siger Mario Simioni til SønderjyskE's hjemmeside før kampen.

Det forventer vi: Svær match for Rødovre situationen taget i betragtning. Med så mange folk ude gælder det om at gøre en god figur for Sundquists tropper mod et SønderjyskE-hold, der igen har publikum i ryggen. 

De indbyrdes kampe: Efter 2-1-sejren i den første kamp mod SønderjyskE, er Rødovre blevet mast af de lyseblå i de øvrige kampe, der er endt 6-0, 5-0 og 7-2 til holdet fra Vojens. 

Skader/karantæner: SønderjyskE var uden Mike Little mod Odense og sønderjyderne har altså også William Boysen ude for sæsonen. Mikkel Jensen er skadet og de to unge, Jeppe Müller og Jonas Borring, var heller ikke med i truppen. Hos Rødovre er der altså ny målmand med Muse og Rørth ude, ligesom Covid19-udbruddet gør opstillingen uvis hos gæsterne.

Hold øje med: Der er en del spillere med noget at revanchere hos sønderjyderne efter fredag. Måske Mike Szmatula træder frem hos hjemmeholdet? Rødovre skal naturligvis hænge hatten på en god målmandsindsats af den nye mand Saikkonen. 

Statistikken: Rødovre har en enkelt sejr i de seneste fem kampe, 3-2 ude i Esbjerg, mens SønderjyskE i samme periode står med ni point og altså er på jagt efter Herning på førstepladsen i den fortættede top fire-strid. 


Rødovre stod godt imod - SønderjyskE vandt uden at imponere VIDEO: Højdepunkter fra Rungsted-Frederikshavn