Kampstart 19:00 i Sydjysk Sparekasse Arena

SønderjyskE er dumpet helt ned på ottendepladsen i den jævnbyrdige tabel, men faktisk har sønderjyderne fornemmet, at holdet har leveret en god spillemæssig indsats i mange kampe - og ganske enkelt ikke har haft marginalerne på sin side.

Men fakta er hårde ved de forsvarende mestre, der blot har fået otte point i de seneste 10 kampe. 

- Nytåret er et tidspunkt, hvor man både kigger frem og tilbage. Vi skal kigge fremad og bruge det til at få en ny start. En sejr vil give selvtillid og hjælpe os et stort skridt i den rigtige retning, siger SønderjyskE-træner Anders Førster til klubbens hjemmeside. 

- For at vinde over Rungsted, så er det vigtigt at vi holder os hundrede procent til vores gameplan. Det er som altid bidende nødvendigt, at vi spiller med stor omtanke og ikke tager unødvendige chancer og så skal vi have nogle flere skud på mål og masser af trafik foran deres målmand, lyder det fra Førster. 

SønderjyskE har manglet lidt overalt, men måske mest af alt det meget stærke målmandsspil, som Matthias Pettersson leverede i sidste sæson. Lige nu står svenskeren med en redningsprocent på 88.2, og den skal flyttes opad, hvis SønderjyskE skal opad i tabellen igen.

Gæsterne fra Rungsted har vundet de seks seneste kampe og er fløjet fra en "sikker" ottendepladsen og op i kampen om top fire-placeringerne.

I et interview med klubbens hjemmeside fortæller sportschef Joachim Holten Møller, at bredden - især på backpladserne - er blevet langt bedre og dermed er konkurrencen på holdet blevet større, hvilket ifølge sportschefen gavner mandskabet. 

Målmandspillet hos både Grubak og Östlund har - bortset fra kampen mod Odense - også været i stigende form og i interviewet glæder Joachim Holten Møller sig også over, at Rungsteds imports overordnet set er "ramt rigtigt". 

Se hele interviewet med Holten Møller nederst i artiklen: 

Skader/karantæner: SønderjyskE stillede til seneste kamp mod Esbjerg uden Jacob Schmidt-Svejstrup og Elias Borup. Rungsted havde mod Odense Mathias Røndbjerg og Nikolaj Davidsen ude. 

Hold øje med: William Boysen har netop rundet 200 kampe for SønderjyskE og har været lidt usynlig det seneste stykke tid. Eksploderer han mod sin barndomsklub? Marc-Olivier blev noteret for et mål og to assister i kampen mod Odense og er en lederskikkelse på det "nyfødte" Rungsted-hold.

Det forventer vi: En hård intens fight, hvor SønderjyskE vil gøre alt for at finde formen frem mod Metal Final4. Forvent jævnbyrdighed i alle 60 minutter. 

Historikken: SønderjyskE vandt 4-1 i Rungsted og 5-2 hjemme i de to første opgør. Rungsted tog revanche med en 7-2-sejr senest på hjemmebane.

Statistikken: Mens SønderjyskE altså står med otte point i de seneste 10 kampe, har Rungsted taget 23 point i det samme antal matcher. 

Metalligaen.tv: Har Michael Damsted på plads i Sydjysk Sparekasse Arena i aften. 


OPTAKT: Herning Blue Fox-Frederikshavn White Hawks OPTAKT: Esbjerg Energy-Odense Bulldogs