Efterfølger ganske prominente navne

Det er ikke altid, der kommer østrigske spillere til den danske liga, og det er meget logisk.

Der er flere penge i den østrigsk-baserede ICEHL, hvor flere danske landsholdsspillere også drøner rundt og modtager gode lønninger i en liga, der - også grundet pengene - holder et lidt højere niveau end Metal Ligaen.

Det betyder, at der også kan hentes imports fra en højere hylde til ICEHL.

Der har dog været østrigere i den danske liga.

Oskar Maier bliver den femte af slagsen. 

Hvidovre havde i 2008/09 den østrigske målmand Jürgen Penker på plads i otte kampe, inden han pakkede sine tasker og skiftede Rögle i Sverige. 

Penker fik en ret flot karriere, og kunne ses i omegnen af Stanley Cup-vinderne Florida Panthers i fjor. Her har han været målmandscoach de seneste fire sæsoner og er altså i nærheden af Sergei Bobrovsky, der har hentet trofæet til Florida de seneste to sæsoner.

I 2014/15 kom svensk-østrigske Victor Lindgren til Frederikshavn og gjorde et rigtig godt indtryk, inden han af personlige årsager sagde farvel til Danmark og skiftede tilbage til Østrig. 

Emil Romig har i denne sæson spillet for Black Wings Linz. I 2022 kom han sent til Aalborg og var med til at sikre Pirates det danske mesterskab som den eneste østriger hidtil, der har stået med Prins Henriks trofæ.

Og så kom altså Max Zimmermann til Frederikshavn denne vinter, stod fremragende, men blev skadet og vender formentlig ikke tilbage skulle man tro udmeldingerne fra Henrik Andersen, den kommende General Manager for White Hawks.

Oskar Maier kommer til Odense som en af de ledende spillere fra Pioneers Vorarlberg (der holder til i byen Feldkirch) og er ligeledes i omegnen af det østrigske landshold. 

Med 32 point i 48 kampe har han netop haft sin bedste sæson i ICEHL og skal altså nu sætte fut i Odense-angrebet fra i morgen, hvor fynboerne møder Rødovre på hjemmebane. 


Rungsted henter Anton Stenbakken for resten af sæsonen KAMPEN KORT: Sønderjyske og Rødovre tænkte på slutspillet