Det var i sidste uge, at Rødovre Mighty Bulls lancerede det man vel må kalde en "akut redningsaktion".
Først og fremmest gjaldt det om at finde et beløb på en halv million kroner, der skulle bruges til at undgå en truende konkurs.
Det tog under en uge, for i går kunne Mighty Bulls meddele, at den første del af redningsaktionen er klaret. Det vil altså sige den halve million, der helt akut skulle skaffes.
- Efter vores appel til offentligheden og en dedikeret indsats fra jer fans, nuværende sponsorer og nye partnere/sponsorere, er vi i Rødovre Mighty Bulls glade for at meddele, at der over weekenden blev indsamlet imponerende 619.000 kr. Den tidligere faretruende konkurs, som var nært forestående inden udgangen af oktober, er nu afværget, lyder det på Mighty Bulls' hjemmeside.
- Selvom vi stadig har et godt stykke vej til målet på de 2,5 millioner kr, er vi overbeviste om, at så længe vi står sammen, skal vi nok klare os igennem denne udfordrende periode. Det er fortsat afgørende for klubbens langsigtede overlevelse, at vi modtager støtte fra alle, uanset størrelsen på bidraget, skriver Rødovres ejerskab og det nyligt nedsatte Advisory Board.
Det betyder altså foreløbig at Rødovre-træner Olaf Eller i nogenlunde ro og mag kan se frem til den næste Metal Liga-kamp. Den spilles på mandag, når Rødovre tager imod SønderjyskE i Rødovre Centrum Arena.