Midtjyderne spillede en solid kamp i det fynske og var knivskarpe i powerplay

Odense Bulldogs-Herning Blue Fox 0-3 (0-1,0-0,0-2)

Okay, man kunne diskutere - og det ville Odense gerne til sidst - om marginalkendelserne var på Hernings side, og om to fynske stolpe/overligger-skud mod Hernings ene ikke havde fortjent et mål til hjemmeholdet.

Men over 60 minutter fremstod Herning som det bedste hold i Spar Nord Arena i aften, og midtjyderne spillede vel en af sine absolut bedste kampe i sæsonen.

I det hele taget gav de to hold faktisk de blot knap 1300 tilskuere en rigtig god ishockeykamp. Der var fuld skrue på over 60 minutter, tempoet var højt, målmændene stod godt og krydderiet var et par rigtig flotte mål af de effektive gæster. 

Der gik blot otte sekunder af Hernings første powerplay, inden gæsterne bragte sig foran midt i første periode. 

Det var Mathias Bau Hansen, der smart fandt Simon Lafrance inde foran mål, og den snu canadier satte stille og roligt staven på og dirigerede skiven ind bag Bergvik i Odense-målet. 

Der var knapt afbrydelser i spillet, men masser af flow i en første periode, hvor unge Jesper Bank Olesen viste sig flot frem for gæsterne med et par gode skift og ikke mindst formidabelt skøjteløb.

Odense kom ud til anden periode med masser af motivation og gode intentioner om at få udlignet. Men det var Herning, der begyndte bedst og lagde pres på Bergvik.

Bulldogs kom ud af det, og kom bedre med. Radim Piroutek og Jonathan Brinkman - og i et par sekvenser også hjemmeholdets fjerdekæde - var de mest målsøgende.

Piroutek var millimeter fra at score, da hans skud ramte overliggeren og dalede ned under Mathias Seldrup i Herning-målet, der stille og roligt kunne lægge sig på skiven.

Også Michael Prapavessis havde et skud på stolpen i powerplay, men pucken ville ikke ind for Odense i aften. 

Herning var solide. Stod godt i egen zone på en aften, hvor alle fire kæder arbejdede uhyre hårdt og lige var et nøk bedre end hjemmeholdets ditto. 

Oskars Cibulskis noterede sig også for et stolpeskud for gæsterne, der bragte sig foran 2-0 i powerplay ved Derian Plouffe.

Mesterstykket kom tre minutter senere efter 53 minutter, da Herning - igen i powerplay - kombinerede sig fremragende op i banen, inden Magnus Carlsen kunne hamre pucken op i nettaget. I øvrigt fortjent scoring af Carlsen, der spillede en formidabel kamp for gæsterne. 

Det var afgjort med Hernings tredje mål, og denne aften beviste, at Odense lige nu mangler en målscorertype. Han hedder - forhåbentlig for Odense - Luka Burzan og sidder altså og venter på arbejdstilladelse. 

Den sidste del af kampen blev præget af flere bataljer: Morten Poulsen og Brandon Estes - to rolige fyre - gik i en mindre nævekamp i slutningen af anden periode, og da kampen var tæt på sin afslutning, sloges Martin Larsen, der smed handskerne, og Martin Eskildsen så meget, at de begge røg i bad før kampen var slut. 

Odense står nu foran noget, der ligner en Metal Final4-skæbnekamp i Vojens på fredag, mens Herning tog et godt skridt i den retning. Midtjyderne har nu tre hjemmekampe til at sikre sig den eftertragtede billet efter en aften, hvor midtjyderne vel nærmest spillede den perfekte udekamp.  

 

 


Kommentar: Tal nu ordentligt! Disciplineret SønderjyskE-hold vandt sikkert i Rungsted