For første gang siden 2012 spiller Patrick Bjorkstrand i aften en kamp for barndomsklubben

Nok er det ikke en turneringskamp, men mon ikke følelsen i aften bliver lidt speciel for Herning-centeren Patrick Bjorkstrand. 

For første gang siden 2012 trækker han nemlig i Blue Fox-trøjen i aften, når Blue Fox møder Frederikshavn White Hawks.

Hans seneste kamp for Herning var den syvende og afgørende DM-finale i foråret 2012, hvor Herning vandt over Odense. Det var samtidig Hernings foreløbig seneste mesterskab, og rutinerede Bjorkstrand ved naturligvis godt, at det drejer sig om at hente guldet til heden igen.

Og selv om det er "nyt" for Bjorkstrand at komme til Herning, så er der også noget meget velkendt på isen i Blue Fox - nemlig træneren.

Patrick Bjorkstrand har nemlig spillet under Garth Murray - og vundet guld - i Aalborg tidligere i karrieren.

- Gennem mine år i sporten har jeg efterhånden skullet lære mange trænere at kende, så det er rart, at man ikke skal begynde på en ny her. I forvejen er der mange nye indtryk, så det er rart, at man ved, at den del bare kører.

- Samtidig er Garth en dygtig træner, der stadig er forholdsvis ung, men han har allerede skabt resultater og vist, at han ved, hvordan man vinder. Det er heller ikke kommet af sig selv. Garth arbejder stenhårdt, forbereder sig ned i detaljen. Han er i den grad passioneret, og det smitter, siger Patrick Bjorkstrand til Sportherning.dk. 

I aften spiller han og holdkammeraterne klokken 19 i Kvik Hockey Arena. 


DANIEL NIELSEN på tryout i Odense Bulldogs William Boysen skifter til Coventry Blaze