32-årige Patrick Bjorkstrand er tilbage, hvor det hele begyndte i den kommende sæson. Han skifter til Blue Fox og præsenteres her på følgende måde:
Mange isbaner er blevet skøjtet på siden 2012 for den nu 32-årige herningensiske angriber Patrick Bjorkstrand, som startede sin seniorkarriere hos barndomsklubben Herning Blue Fox. Karrieren blev startet i den omvæltende sæson 2009-10, hvor rigtigt mange af de spirende talenter fra Herning Ishockey Klub byttede plads med de tidligere dyre imports hos Blue Fox-mandskabet.
Heldigvis var talenterne store, og en magisk bronzemedalje i den sæson, med et historisk ungt mandskab med navne som Patrick Madsen, Thomas Spelling, Nicklas Jensen og Patrick Bjorkstrand vekslede allerede i de efterfølgende år bronzen med to guldmedaljer. Det seneste i 2012, hvor Patrick Bjorkstrand satte en fed streg under kvaliteterne med målene til 0-2 og 0-3 i 0-4 sejren.
Sidstnævnte mål i finalen og mesterskabet der fulgte, blev også det sidste i Herning-trøjen, da Patrick efter 147 kampe med ræven på brystet satte kursen mod fremmede kyster, og bl.a. gennem mange sæsoner har repræsenteret klubber i HockeyAllsvenskan, DEL, Liiga, AHL, EBEL og den vanvittigt stærke KHL-liga.
Hele ni sæsoner blev det til med udenlandske adresser inden snuden igen blev vendt hjem mod Danmark og en kontrakt med Aalborg Pirates. Her har Patrick over de sidste fire sæsoner spillet 219 kampe i Metal Ligaen med 153 point til følge, og en fordobling af de to danske mesterskaber, han vandt med Herning, så snittet på CV’et nu tæller i alt fire danske mesterskaber.
Men båndet til barndomsklubben har hele tiden været stærkt, og klubben er da også blevet fulgt utroligt tæt fra sidelinjen.
- Jeg glæder mig utroligt meget til at vende hjem til Herning sammen med min familie. Det har været det naturlige valg for mig, og ja, det giver bare mening, siger Patrick Bjorkstrand.
- Herning har udviklet sig rigtigt meget som klub over de seneste år, og jeg synes at retningen ser rigtigt spændende ud med Peter Regin ved roret, og naturligvis også med et velkendt ansigt i trænerstaben. Jeg glæder mig rigtigt meget til at starte et nyt kapitel samme sted som hele historien startede.
Og netop fortsættelsen på den historie deler den herningensiske sportsdirektør Peter Regin, som bl.a. også har spillet med Patrick Bjorkstrand på det danske ishockeylandshold.
- Jeg er glad for at se en Herning-dreng vende hjem igen, og her i Herning er der jo heller ingen tvivl om, at navnet Bjorkstrand runger dybt i gangene og igennem klubbens historie. Patrick er en topdansker i Metal Ligaen med stor erfaring og en del mesterskaber i rygsækken, og selvom der er kommet flere år på dåbsattesten siden hans debut i seniorhockey, så er der stadig masser af fart og ishockey i Patrick Bjorkstrand, understreger Peter Regin om sin nye angriber.
Kontrakten med Patrick Bjorkstrand er gældende for de næste to sæsoner.