Efter to år i dansk ishockey skifter Pelle Hånberg nu til fransk ishockey, hvor han skal træne den franske storklub Grenoble.
Det sker efter to sæsoner i dansk ishockey: Først i Frederikshavn, hvor han leverede en sæson, der levede op til ambitionerne i klubben fra Vendsyssel. Det blev til et - forventet - nederlag i kvartfinaleserien mod Herning, hvor Frederikshavn bed godt fra sig og tabte 2-4 i kampe.
Derefter blev Hånberg fanget ind af Herning, hvor han ikke fik opfyldt midtjydernes drøm om et DM-guld. Heller ikke Metal Final4 kom til Herning, der til gengæld afsluttede grundspillet glimrende med en andenplads, der blev sikret i den sidste kamp mod SønderjyskE.
Netop SønderjyskE i semifinalen blev stopklods for Herning, der ligeledes tabte bronzekampen mod Aalborg.
Kort tid efter blev det offentliggjort, at Pelle Hånberg ikke fik mere end en enkelt sæson hos Blue Fox.
Nu har den svenske træner med det lange og fine CV fundet ny destination i karrieren. Han rykker sydpå og bliver træner for Grenoble, som han skal føre tilbage på tronen i Ligue Magnus.
Sammen med Rouen har Grenoble i mange år været magtfaktor i fransk ishockey, og de to klubber har delt de seneste seks mesterskaber (Rouen 4, Grenoble 2). I sidste sæson tabte klubben semifinalen mod Bordeaux, og vil altså nu forsøge at genvinde mesterskabet med Hånberg i spidsen.