Efter et skadeshelvede er svenskeren klar til at bytte tilskuerpladserne ud med isen

Efter blot to kampe i forrige sæson for Blue Fox, var det nok de færreste der havde troet på et comeback til Petter Hansson i rævenes trøje. Heldigvis er genoptræningen gået rigtig godt, og svenskeren er klar til en ny tørn for midtjyderne, der præsenterer ham således i en pressemeddelelse.

Petter Hansson som både har spillet SHL, Allsvenskan, HockeyEttan og Division 2 i Sverige samt en enkelt sæson i den østrigske EBEL-liga, har fundet en helt speciel plads til Blue Fox i sit hjerte. Efter at han blev draftet af NHL-klubben New York Islanders tilbage i 2015, har han været i mange forskellige klubber, og ved et tilfælde blev Herning Blue Fox midt i sæsonen 2020-21 begavet af den teknisk stærke back. Her leverede svenskeren på et niveau som man slet ikke havde forestillet sig, og heldigvis har glæden været gensidig siden den dag.

"Jeg er meget glad for at have lavet en ny kontrakt med Blue Fox. Fra dag ét har jeg nydt min tid i klubben, og byen er blevet som et andet hjem for mig. Det er takket være mine fantastiske holdkammerater og alle i og omkring klubben”, fortæller den populære svenske forsvarsdirigent og beretter om skadeshelvedet.

”Sidste sæson var, som alle forstår, meget hård for mig. At være på sidelinjen i næsten en hel sæson var det hårdeste, jeg har oplevet i min hockeykarriere. Men al den styrke jeg fik fra holdkammerater, holdet omkring mig og alle de mennesker der kom frem og støttede mig i den periode, har hjulpet ekstremt meget i min genoptræning, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Men det har også gjort mig mere spændt end nogensinde på den kommende sæson, hvor jeg tror, at jeg vil komme tilbage som en stærkere og bedre ishockeyspiller. Jeg ser frem til at arbejde hårdt sammen med mine holdkammerater, og til at vi sammen med fansene forhåbentligt kan stå som danske mestre til foråret!"

Som det har været en prioritet for Petter Hansson at realisere en ny kontrakt med Herning Blue Fox, så har den gensidige interesse været lige så stor hos den midtjyske ishockeyklub, som har fundet den der sjældne egenskab hos en importspiller, hvor det ikke bare er endnu en klub og endnu en sæson. Petter Hansson har vist stor passion for Herning Blue Fox, og det kombineret med helt unikke kompetencer i de bagerste rækker, som uden tvivl igen vil gøre ham til en af de mest fremtrædende forsvarsspillere i ligaen igen, så var sagen helt klar for Sports Manager Daniel Nyegaard og resten af den sportslige ledelse.

"Det har været en prioritet for os af få lavet en ny aftale med Petter efter at hans sæson allerede sluttede i september sidste sæson, og vi er naturligvis begejstrede over at det er lykkedes. Vi anser Petter for at være en af vores egne drenge, og hans professionelle, ydmyge, ambitiøse og passionerede tilgang til sin sport - og sin genoptræning, hvor de første testresultater viser at han har fået forbedret sin fysik - passer perfekt med de kerneværdier, som i dag er dna'et hos Blue Fox. Petter er meget vellidt både blandt vores fans, som han opbyggede et stærkt forhold til i sidste sæson, men også i og omkring klubben, hvor vi glæder os til at se ham tilbage i august”, lyder det fra Sports Manageren hos Herning Blue Fox.


Svensk forward til White Hawks Finsk center til Odense Bulldogs