Der bliver skærpet konkurrence om pladserne hos Herning Blue Fox i den kommende tid. Udover at midtjyderne har sagt goddag til den nu tidligere Frederikshavn-back Pontus Englund, har klubben også skrevet kontrakt med Philip Vesterby, der tidligere har været inde omkring Blue Fox-truppen.
Vesterby har i denne sæson været dominerende på Herning IK's førstehold i Divisionen og er nu klar til at forsøge sig hos Blue Fox.
Her præsenteres han som følger:
Om end herningensiske Philip Vesterby har rundet de 27 somre, bliver han i øjeblikket ved med at vise tænder i landets næstbedste hockeyrække.
Det er ikke gået ubemærket hen hos Blue Fox, for den hårdtarbejdende forward, som i 24 kampe hidtil i denne sæson har begået flotte 56 point for Herning Ishockey Klub. Trænerteamet og sportschefen kunne selv tage et ekstra kig på den pointrige Herning-dreng til en kamp mellem jul og nytår, og dermed blev vejen banet for en aftale indtil videre for sæsonen ud.
- Det giver den håbefulde forward muligheden, for at kæmpe med på det bedste niveau sammen med et hold, der kommer til at udfordre ham maksimalt ift. hans kompetencer. Det er både godt for Philips personlige udvikling, men også bredden for Blue Fox og ikke mindst kampen om pladserne til hver kampstart, siger Blue Fox-sportschef Daniel Nyegaard.
- Vi styrker bredden på holdet med Philip, som tidligere har været en del af Blue Fox i 2020/2021 sæsonen. Han har indtil videre spillet en flot sæson i Herning Ishockey Klub, hvor han er suveræn topscorer i Divisionen, og han har fortjent at få chancen, for at spille sig på vores hold i Metal Ligaen. Derudover er det yderst interessant for mig at følge udviklingen i Herning Ishockey Klub både blandt de unge spillere, men også omkring hele strukturen i klubben – Det lover godt for fremtiden, lyder det fra Nyegaard.
- Vi er stolte over at kunne producere spillere fra HIK’ divisionshold til Blue Fox hver gang en får muligheden. En af grundene til at HIK’ divisionshold ligger nr. 1 her halvvejs i sæsonen er blandt andet en rigtig stærk bredde med mange dygtige unge spillere inde omkring Blue Fox. Philip er en vigtig spiller for os, han har vist en klar X-faktor og er desuden topscorer i Divisionen. Vi glæder os til at se ham udfolde sig i Metal Ligaen”, fortæller Herning Ishockey Klubs U20 træner, Emil Møller.