Esbjerg-veteranen drømmer om en titel i Danmark

Philip Larsen, dansk ishockeys bedste back gennem tiderne, er på tredje sæson tilbage, hvor eventyret startede. I barndomsbyen Esbjerg.
Stortalentet rejste ud som 15-årig og blev Allsvenskans yngste spiller nogensinde. Senere fulgte fire sæsoner i den svenske liga, SHL, seks sæsoner og 151 kampe (Dallas Stars, Edmonton Oilers og Vancouver Canucks) i verdens bedste liga, NHL, og syv sæsoner i den næstbedste, den russiske KHL.

Men én ting har den 36-årige forsvarskæmpe aldrig opnået: At vinde et mesterskab som seniorspiller.

Det var dét, han satte sig som mål, da han rejste hjem fra KHL-klubben Salavat Yulaev Ufa i starten af marts 2022. Kort efter Ruslands invasion af Ukraine. 
Han havde endnu et års kontrakt, men forlod den russiske klub sammen med fire finske holdkammerater.

Philip Larsen lavede for flere år siden en aftale med sin bedste ven, Sune Hjulmand, mangeårig Esbjerg-spiller. Når han kom hjem, skulle de være danske mestre sammen. Men det lykkedes ikke i Sune Hjulmands sidste sæson i 2022/23. Esbjerg Energy tabte i semifinalen til Herning Blue Fox i et nervedrama over syv kampe.

I sidste sæson tabte Energy og Philip Larsen finalen til SønderjyskE i seks kampe. Og nu står han over for
 sit tredje - og måske sidste - forsøg. Playoff '25. I kvartfinalen fredag gælder det Aalborg Pirates.

"Vinder vi det danske mesterskab i år, er det min sidste sæson. Så er det slut. Det vil være en drøm for mig at stå med pokalen foran familie og venner. Det ideelle punktum på en mere end 20 år lang karriere," siger Philip Larsen.

"Hvis I bliver slået ud?"

"Det vil give mig noget at tænke over. Efter sidste sæson blev jeg opereret i hoften og mistede sommertræningen. Jeg havde ikke fået den nødvendige tid til genoptræning og hoppede nok ind for tidligt. Men jeg kan mærke, at det er blevet bedre. Det kunne være fristende at tage en sæson mere, hvor jeg har haft mulighed for at forberede mig optimalt og kan vise den bedste side af mig selv. Jeg er lidt i venteposition. Jeg kan mærke, at uret tikker."

Om mulighederne for at slå Aalborg Pirates siger han:

"Aalborg har et fantastisk højt topniveau. Når spillerne rammer deres bedste, får modstanderne det svært. Vi har selvfølgelig chancen, men det bliver en hård og tæt kamp."

SLUTSPILSBLOGGEN: Vaccineret med adrenalin OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Frhavn White Hawks