Er optimismen nok til, at Herlev Eagles kan stoppe Metal Ligaens tophold i den første kvartfinalekamp?

Den her serie kommer på det helt rigtige tidspunkt. Rungsted Seier Capital har vundet grundserien og spillet fremragende gennem – stort set – hele sæsonen, mens Herlev Eagles på det seneste er drønet af sted i god form, med stor opbakning og masser af selvtillid. 

Herlev fik faktisk en bedre afslutning på grundserien end topholdet og vandt blandt andet over Rungsted for første gang i 17 forsøg. Skal vi lægge noget i det resultat? Ikke så frygtelig meget andet, end af Herlev fik lidt selvtillid pisket ind i forholdet til Rungsted, men Eagles-folkene ved også udmærket, at det er et skarpere Rungsted-mandskab, der træder op i aften.

Her er der budt op til fanfest omkring Bitcoin Arena i timerne op til kampen. Rungsted-lejren er i den grad sat op til at vinde det første guld siden 2002, og er naturlig favorit mod forstadsørnene. 

Rungsted har gennem hele sæsonen spillet en giftig omgang “en, to, tre” med tre solidt producerende kæder. Har det ikke været Persson, Sarault, Rosenthal, så har svenskerkæden taget over, og tredjekæden med Andersson, Krag-Christensen og Høeg er dukket op, når det er nødvendigt. Husk, at en spiller som Rasmus Andersson faktisk allerede HAR haft SHL-debut og i en hel sæson var blandt de bedste spillere i den svenske J20-række. 

Det er ikke enhver forundt.

Desuden har Rungsted altså den bedste offensive back i Tim Daly, der ofte dukker op som trold af en æske oppe foran modstandernes mål. I Rungsteds defensiv findes desuden mange solide defensive backer med stor rutine, som for eksempel den store mand Simon Fredriksson og Mathias Røndbjerg, der spillede sig ind på Faceoff.dk’s danske All Star-kæde. 

Så Herlev får sit hyr med at stoppe Rungsted, men Eagles kommer altså selv med stor selvtillid og ikke mindst den strålende førstekæde, som Rungsted-træner Erik Hjalmarsson og hans crew formentlig har analyseret helt til bunds. Den hurtige analyse lyder således: Jesper Thörnberg plaffer på mål, Brett Thompson er spilfordeler, mens William Quist arbejder på de løse pucke. De to sidstnævnte kan såmænd også score mål. 

Andenkæden, der formentlig skal spille op med “svenskerne” hos Rungsted, hedder Remy Giftopoulus, Luis Blak Olsen og Kim Staal. Canadieren er blevet bedre som sæsonen er skredet frem og både Blak Olsen og Staal kommer med massevis af rutine ind i slutspillet. Bestemt ikke nogen dårlig konstellation, men kan de sammen med backerne Terminesi og Mads Carlsen følge med, når svenskerne Bergman, Olsson og Persson “skriver blindskrift” med hinanden?

Nede i tredjekæden skal Ulrich Linnet, Emil Møller Rasmussen og Christoffer Gath med Ruelykke og Tikkinen primært sørge for, at kollegerne fra Rungsted ikke scorer mål, mens fjerdekæde-duellen bliver med mere rutine til Rungsted i form af Nikolai Gade, Gustav Green og Oliver True, der kommer op mod Reuter, Popovic og Magnus Carlsen. Der bliver formentlig mere spilletid til Rungsted-gutterne end til Herlevs ditto, men en mand som Oliver Reuter viste fremragende form i playin-kampene og lagde sig i allerhøjeste grad til rette til mere spilletid her i kvartfinalerne. 

Herlevs powerplay er frygtet. Men kun et hold har scoret flere mål end Herlev i overtal i grundserien. Ja, gæt selv: Rungsted.

Målmandsduellen står mellem Emil Jidskog og Thomas Lillie. Jidskogs ankomst til Herlev var et kæmpe vendepunkt, efter at Clint Windsor efter en god start arbejdede sig ned i en grøft, hvorfra han ikke kunne komme op. 

Han stod med over 96 procent i de to playin-kampe og i sin tid i Herlev i grundspillet var han næstbedst i ligaen efter Patrick Galbraith. Bedre mand mod Rungsteds stærke offensiv kan man næsten ikke få. 

Hos Rungsted har Thomas Lillie været startende målmand i hele sæsonen og stået til en redningsprocent på 89. Til gengæld er hans GAA en my bedre end Jidskogs, mens svenskeren er i storform og går måske ind med en lille fordel fra start mod Lillie, der lige skal spille sig varm efter en længere pause. 

Vores vurdering er, at det her bliver mere jævnbyrdigt end mange måske forventer, men at Rungsted arbejder sig i semifinalen på lidt større bredde og et vinderflow, der har rullet over hele sæsonen. Herlev vinder to kampe, men må bøje sig til sidst i en hård serie mod grundspilsvinderne. 


Mighty Bulls skarpest, da det gjaldt – foran 2-0 i serien Rungsted vandt underholdende match over Herlev