Som det tredje Metal Liga-hold skal Herning Blue Fox også en tur til Storbritannien i deres forberedelser til den kommende sæson.

Det er lige før, at Herning, Herlev og Odense skal bestille fælles transport over Nordsøen i weekenden 23.-25. august.

Alle tre danske Metal Liga-klubber skal nemlig i den weekend møde stærke mandskaber fra den britiske Elite Ice Hockey League. Efter at Odense og Herlev har konfirmeret ture til henholdsvis Dundee og Fife i Skotland, skal Herning en tur til Belfast for at møde Giants, der på det tidspunkt varmer op til Champions Hockey League.

Det skriver den nordirske klubs hjemmeside, der beretter, at Belfast skal møde svenske Mora og Herning i klubbens kampe i forsæsonen. 

Giants spiller klubbens 20. sæson i britisk ishockey, og selv om vi kun er i forsæsonen, skal besøget for Herning nok blive en festlig affære. 

I det hele taget byder forsæsonen for fine internationale kampe for midtjyderne, der også får fornemt besøg af TPS Turku, en af Finlands sværvægtere, der drøner forbi både Midtjylland og Rødovre i forbindelse med forberedelserne til sæsonen. 


Travis Brown skifter til Esbjerg Energy Phil Marinaccio skal tilbage til Storhamar