Odense Bulldogs-Herlev Eagles 2-5 (1-3,0-0,1-2) Kampen blev forsinket en god times tid i Odense, Herlev-spillerne kom sent hjem, men kunne formentlig leve med det på en stille tirsdag aften, hvor gæsterne ikke havde problemer med at hente tre point og en 5-2-sejr hjem mod et Bulldogs-hold uden bid.
Brett Thompson og Johan Skinnars tog tilløb til kampens første scoring med et kontraløb, der var tæt på at ende med en scoring. Kort efter kom de to igen: Brett Thompson snørede et par Odense-spillere med tempo og lækre proptrækkerdriblinger, inden han passede på tværs til en umarkeret Skinnars.
1-0 til gæsterne og lækker detalje af den giftige førstekæde hos Herlev.
Herlevs første udvisning blev kostbar. Magnus Lykke Jonassen blev dømt for en tripping dybt i den fynske zone, Odense satte op. Herlev havde to-tre muligheder for at cleare pucken, men kiksede og i noget, der lignede tredje forsøg på et minuts penge, satte Brock Beukeboom udligningen for Bulldogs.
Gæsterne tog hurtigt over igen. Og det var uden sammenligning kampens flotteste detalje, da Herlev-powerplayet i 42 sekunder kørte Odenses boks fuldstændig rundtosset. Det hele endte med, at Victor Rollin-Carlsson fik pucken midt for mål og trak den direkte op under sammenføjningen.
Kamph, Eskesen, Ehlers og Vedel måtte køre ud med en lektion i ishockeyens abc, og fynboerne måtte lade op forfra. Da Herlev næste gang forsøgte sig i powerplay, kom Odense langt mere respektabelt ud, og kom endda selv i overtal kort efter.
Brock Beukeboom havde pucken i kassen. Hans mål blev annulleret – det lignede en korrekt kendelse – da Henry Hardarson rumsterede i målfeltet foran Jidskog.
Lige inden pausen blev det 3-1 til gæsterne, da samtlige Odense-spillere stod som paralyseret inde omkring eget mål. Brett Thompson tog en runde omkring hele flokken, sagde tak for tilbuddet og smækkede skiven op under overliggeren. Stille og rolig eksekvering. Den canadiske kaptajn fortsætter med at imponere for Herlev.
Vojtech Komarek havde et par gode gennembrud kort inde i midtperioden, men den første store mulighed kom, da Magnus Molge fik lov at drible helt ind til Evan Cowley for at afslutte. Den store målmand snuppede lige nøjagtig pucken med skulderen.
Var fynboerne præget af den store fokus på fredagens triste begivenheder og den efterfølgende virak? Måske, for Bulldogs savnede den intensitet i spillet, som vi har set tidligere på sæsonen.
Det udnyttede Herlev smart ved at få låst hjemmeholdet nede i zonen og tiltvinge endnu et overtal. Fynboerne var presset så langt i bund som overhovedet muligt i to minutter og mere til, og Evan Cowley måtte ud med giga-parader på både Skinnars og Linnet.
Det var trængselstider for Odense, der kunne takke målmanden for stadig at være inde i kampen, da uret rundede 33 minutter.
Til gengæld arbejdede fynboerne forbilledligt i resten af perioden, og havde to kæmpe chancer for reducering. Cole Candella stødte med frem i undertal og blev spillet helt fri. Men brændte.
Og da Mike Daugulis kom ind fra straffeboksen, fik han en friløber, som Emil Jidskog tog sig af med en ”lang skinne”. 3-1 Herlev efter 40 minutter. Den uændrede stilling var de to målmænds fortjeneste.
702 tilskuere var på plads i VinMedKant Arena, og kunne se et Herlev-hold, der kontrollerede sejren hjem med solidt defensivt arbejde i tredje periode. Lukas Lundvald var tæt på et succesfuldt gennembrud, og Oliver True havde en god mulighed, men man fornemmede aldrig helt, at Herlevs føring var i fare.
Patric Wener tog timeout med godt ti minutter for lige at formane spillerne om ikke at bakke for langt tilbage omkring eget mål.
Herlev skabte et par gode chancer i slutfasen. Blandt andet, da kampens bedste, Brett Thompson, satte Acke Ringström op til frit skud. Den store back skød lige på Cowley.
Odense havde ikke mere krudt i slutfasen på en dag, hvor Vojtech Komarek stod for flere af de få kreative fynske indslag. Hos Herlev var puckomgangen langt bedre, og også plusser til en mand som Benjamin Mauritzen, der efter en skadesplaget sidste sæson har spillet sig op til status som en mere end solid dansk back.
Pelle Svensson tog målmanden ud med tre minutter igen, men Odense kunne slet ikke få sat spillet op. Alexander Lindqvist-Hansen scorede i det tomme bur til 4-1 for Herlev. Henry Hardarsons reducering 35 sekunder før tid var kosmetik. Johan Skinnars understregede sin målfarlighed ved at score kort efter til 5-2.