Journalist Peter Fredberg skriver om den legendariske Rungsted-back, som satte rekord i udvisninger
Det er klogt at holde sig fra straffeboksen. Det synes Nicolai Clausen også. Alligevel har han set indersiden af den berømte boks flere gange end nogen anden og sat en rekord, som formentlig aldrig bliver slået.
I den bedste danske liga er den tidligere Rungsted-back med det store hockeyhjerte blevet idømt svimlende 1.718 strafminutter.
De næste på "ranglisten" er Martin Skygge med 1.386 minutter, Frederik Åkesson 1.368 minutter, Jens Carlsen 1.260 minutter og Mike Grey 1.259 minutter.
Dansk ishockeys førende statistiker, Jesper Schultz, behøvede ikke mange minutter for at finde tallene frem, da jeg en dag spurgte ham.
I den bedste danske liga er den tidligere Rungsted-back med det store hockeyhjerte blevet idømt svimlende 1.718 strafminutter.
De næste på "ranglisten" er Martin Skygge med 1.386 minutter, Frederik Åkesson 1.368 minutter, Jens Carlsen 1.260 minutter og Mike Grey 1.259 minutter.
Dansk ishockeys førende statistiker, Jesper Schultz, behøvede ikke mange minutter for at finde tallene frem, da jeg en dag spurgte ham.
Han kunne endda supplere med, at Martin Larsen, Odense Bulldogs, topper blandt aktive spillere med 888 minutter (placerer ham som nr. 16 gennem tiderne), mens Martins gamle klubkammerat, Dale Mitchell, brillerede med 277 strafminutter på en enkelt sæson (2015/16).
Jeg kom forleden i snak med Nicolai Clausen under kampen mellem Rungsted og Odense. Han var helt med på, at vi tog et billede i den boks, han kender alt for godt.
Den bomstærke, kompromisløse fighter med det gnistrende temperament var en spiller, alle havde en mening om. Og mange modstandere slog sig på.
Lige så højt, Rungsteds fans elskede ham (han var suverænt den populæreste spiller af alle), lige så forhadt var han, når Rungsted kom på besøg hos konkurrenterne. Især i Vojens og hos arvefjenden Rødovre blev det buhet af ham.
"Jeg husker engang i blikskuret i Vojens. Rungsted var for anden eller tredje gang i økonomiske vanskeligheder og tæt på konkurs. Sønderjyske supportere viftede hånende med pengesedler under opvarmningen. Jeg bukkede ned bag banden og sprang op som trold af en æske og greb en 100 krone-seddel, krøllede den sammen og smed den ud til tilskuerne," siger en grinende Nicolai Clausen.
I Rungsted blev han klubbens første æresmedlem og fik sin trøje med nr. 14 hængt op på væggen.
Han havde ikke spillet i 2005/06 på grund af en alvorlig knæskade sæsonen forinden i en landskamp mod Schweiz (spillede alligevel kampen til ende som den hårde hund, han er), og i 2006/07 blev det kun til én kamp. Mod Rødovre i Hørsholm. Hans turneringskamp nr. 600. Og karrierens sidste.
Nicolai tog kampens første faceoff, spillet blev stoppet, og hans trøje blev hængt op på væggen til publikums jubel. Han var 34 år. Efter syv knæoperationer kunne han ikke mere.
I starten af karrieren, og da han spillede på U16-, U18- og U20-landsholdene, var han wing, men under Olaf Eller i Rungsted i starten af 90'erne blev han omskolet til back, og dér blev han de næste 15 år.
Da Todd Bjorkstrand på et tidspunkt overvejede at søge dansk statsborgerskab, spillede Nicolai i øvrigt sammen med ham i en af det amerikanske fænomens fire kampe med løven på brystet.
En pæn håndfuld landskampe og DM-guldet i 2002 vejer tungt, når Nicolai skruer tiden tilbage. Men også de mange år sammen med storebror André i barndomsklubben fylder meget.
"Jeg havde drømt om at blive dansk mester med André, men han sluttede karrieren året før," siger Nicolai.
At de to brødre kastede sig over ishockey, kan de takke deres far, Kurt, for. Han slæbte dem med til ishockey i Hørsholm, da de var små, og interessen var født. I dag er Nicolai fast gæst i skøjtehallen sammen med sin kone Mille og børnene Oswald og Matilda. Han er træner for Oswald, som selvfølgelig spiller med trøje nr. 14.
Vi vender tilbage til Nicolai Clausens "1.718 minutter":
"Jeg er holdspiller, kompromisløs og kæmper for den klub, jeg elsker. Jeg giver 110 procent hver gang. Det handler om at vinde. Jeg har begået dumheder, når temperamentet slår gnister, men jeg føler, at jeg kan være stolt af det, jeg nåede."
Jeg kom forleden i snak med Nicolai Clausen under kampen mellem Rungsted og Odense. Han var helt med på, at vi tog et billede i den boks, han kender alt for godt.
Den bomstærke, kompromisløse fighter med det gnistrende temperament var en spiller, alle havde en mening om. Og mange modstandere slog sig på.
Lige så højt, Rungsteds fans elskede ham (han var suverænt den populæreste spiller af alle), lige så forhadt var han, når Rungsted kom på besøg hos konkurrenterne. Især i Vojens og hos arvefjenden Rødovre blev det buhet af ham.
"Jeg husker engang i blikskuret i Vojens. Rungsted var for anden eller tredje gang i økonomiske vanskeligheder og tæt på konkurs. Sønderjyske supportere viftede hånende med pengesedler under opvarmningen. Jeg bukkede ned bag banden og sprang op som trold af en æske og greb en 100 krone-seddel, krøllede den sammen og smed den ud til tilskuerne," siger en grinende Nicolai Clausen.
I Rungsted blev han klubbens første æresmedlem og fik sin trøje med nr. 14 hængt op på væggen.
Han havde ikke spillet i 2005/06 på grund af en alvorlig knæskade sæsonen forinden i en landskamp mod Schweiz (spillede alligevel kampen til ende som den hårde hund, han er), og i 2006/07 blev det kun til én kamp. Mod Rødovre i Hørsholm. Hans turneringskamp nr. 600. Og karrierens sidste.
Nicolai tog kampens første faceoff, spillet blev stoppet, og hans trøje blev hængt op på væggen til publikums jubel. Han var 34 år. Efter syv knæoperationer kunne han ikke mere.
I starten af karrieren, og da han spillede på U16-, U18- og U20-landsholdene, var han wing, men under Olaf Eller i Rungsted i starten af 90'erne blev han omskolet til back, og dér blev han de næste 15 år.
Da Todd Bjorkstrand på et tidspunkt overvejede at søge dansk statsborgerskab, spillede Nicolai i øvrigt sammen med ham i en af det amerikanske fænomens fire kampe med løven på brystet.
En pæn håndfuld landskampe og DM-guldet i 2002 vejer tungt, når Nicolai skruer tiden tilbage. Men også de mange år sammen med storebror André i barndomsklubben fylder meget.
"Jeg havde drømt om at blive dansk mester med André, men han sluttede karrieren året før," siger Nicolai.
At de to brødre kastede sig over ishockey, kan de takke deres far, Kurt, for. Han slæbte dem med til ishockey i Hørsholm, da de var små, og interessen var født. I dag er Nicolai fast gæst i skøjtehallen sammen med sin kone Mille og børnene Oswald og Matilda. Han er træner for Oswald, som selvfølgelig spiller med trøje nr. 14.
Vi vender tilbage til Nicolai Clausens "1.718 minutter":
"Jeg er holdspiller, kompromisløs og kæmper for den klub, jeg elsker. Jeg giver 110 procent hver gang. Det handler om at vinde. Jeg har begået dumheder, når temperamentet slår gnister, men jeg føler, at jeg kan være stolt af det, jeg nåede."
Da Nicolai Clausen fyldte 40 år, gav storebror André ham en tatovering med det trøjenummer, lillebror spillede med. Foto: Peter Fredberg