Der var dømt gysertime, da Danmark skulle møde Japan i VM-kampen i Ostrava tirsdag 27. april 2004.
Ingen af spillerne eller de 2.000 danske hockeyfans, som var rejst med til Tjekkiet, brød sig om tanken, at et nederlag ville sende de rød/hvide ud i et dødsens farligt nedrykningsspil med bundholdene i de fire puljer (det gamle VM-system).
Kampen mod Japan fortjener ikke mange skønhedspoint. Presset var stort og spillet nervøst og rodet, som man kunne frygte. Men i den type kampe er der kun én ting, der tæller. Sejren. Missionen lykkedes, trods alt.
Danmark nåede i øvrigt på intet tidspunkt i turneringen op på niveauet fra VM-turneringen året før i Finland med 5-2 over USA og 2-2 mod Canada som to chokresultater, der bød den tidligere B-nation velkommen til det fine selskab.
I minebyen Ostrava førte Japan 2-1 og 3-2, men Danmark sled sig tilbage på mål af henholdsvis Ronny Larsen og Kim Staal.
Og så skete der noget tragikomisk i tiden 43.09, som utvivlsomt vil gå over i hockeyhistorien som ”århundredets VM-selvmål”, selv om vi kun lige var kommet fire år ind det nye århundrede.
Med kloge og smarte træk arbejdede Bo Nordby sig fri på højrekanten og afleverede fra baglinjen ind foran det japanske mål.
Pucken var tiltænkt Morten Green, men en japansk back, Nobuhiro Sugawara, kom i vejen. Og tak for det.
Vores nye japanske ven hamrede pucken i eget mål, mens vi andre måbede. Det var bizart.
Jeg var efter kampen inde i det japanske omklædningsrum for at finde ud af, hvad det skete i hovedet på ham. Det var dengang, man bare kunne gå ind. På banen reagerede han først ved at strække armene jublende i vejret for sekundet efter at kaste sig på isen, totalt knust, da det gik op for ham, hvad han havde gjort.
Det overraskede mig ikke, at Nobuhiro Sugawara ikke havde lyst til at tale med mig. Således blev jeg ikke klogere på hans ”kortslutning” eller ”hjerneblødning”. Eller hvad man nu skal kalde det.
Historien har kunnet fortælle om mange japanere, der har begået harakiri, men så slemt var det trods alt heller ikke at score i den forkerte ende i en ishockeykamp.
Havde Bo Nordby mødt den ulykkelige Nobuhiro ude i byen på en fridag, er jeg sikker på, at han havde budt ham på en stor fadbamse og et opmuntrende klap på skulderen.
Slutresultat: Danmark-Japan 4-3. På YouTube kan du se Bo Nordbys matchvindermål. Ja, man tror jo, det er løgn.
Om aftenen fik den danske lejr i øvrigt en undskyldning fra de tjekkiske arrangører for, at man havde spillet kongesangen i stedet for nationalhymnen.
”Et vanvittigt mål, men det vigtigste, jeg er blevet noteret for. Det glemmer jeg aldrig,” sagde Bo Nordby efter sejren i overlevelsesdramaet.
”Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så ham klappe pucken klokkerent i kassen. Han havde jo masser af tid til at ekspedere den væk. Jeg har ondt af ham. Det er synd for ham. Men heldigt for os.”
Målmanden, der blev narret af sin back, var Yutaka Fukufuji, som ti år senere kom i Esbjerg.
Min rangliste over de danske spillere i turneringen i Ostrava havde fire spillere i første kategori: Frans Nielsen, Jesper Duus, Dan Jensen og Bo Nordby.
Bo Nordby debuterede for AaB som 15-årig kort før jul i 1994 og sluttede karrieren for nordjyderne i 2012. En fighter og en lederskikkelse, højt respekteret af med- og modspillere. På landsholdet blev det til 150 kampe og 60 point (24 mål og 36 assist).
Han var med i ni VM-turneringer. Tre i B-gruppen med debut i 1998 og de første seks år, Danmark var i A-gruppen.
”Jeg har haft fantastiske år på landsholdet med oprykningen i Ungarn i 2002 og VM i Finland i 2003 som de største oplevelser,” siger Bo Nordby.
”Jeg taler i dag mere med mine venner fra landsholdet end med mine gamle klubkammerater. Vi havde et unikt sammenhold på landsholdet. Det har altid betydet meget for mig.”
Bo Nordby er i dag 41 år og ansat ved politiet. De seneste seks år som hundefører i Nordjylland.
For 16 år siden: Bo Nordby og sønnen Malte på ét år. I AaB-dress.