Journalist Peter Fredberg skriver om den sjællandske klub, som drillende blev kaldt "det dårligste professionelle hold i Europa"

15. december 2015 vandt Herlev Eagles på hjemmebane 6-2 over Frederikshavn White Hawks. Og 15. februar 2017 slog ørnene ude rivalerne fra Rødovre Mighty Bulls 8-3.

Nu spørger du nok dig selv, hvad de to resultater kommer mig ved. Her er svaret:

I de mange måneder mellem de to kampe spillede Herlev 58 kampe - jeg gentager 58 kampe - i træk uden at vinde en eneste sejr i ordinær spilletid.  For en ordens skyld: Elleve gange var de i overtid.

Forleden var Frederikshavn oppe på 15 kampe i træk uden sejr i ordinær spilletid, inden de slog Aalborg Pirates 3-2. Men det batter jo ikke rigtig noget sammenlignet med Herlevs rekord.

Jeg har statistikken fra Danmarks førende hockeystatistiker, Jesper Schultz, som på sit medie "Skudzonen" også kan fortælle, at Rødovre var oppe på 16 sidste år, og Odense ramte 29 i 2019/20-sæsonen.

Jesper er statistiker af Guds nåde, og i en tidligere retro har jeg spurgt ham, hvor han har sin interesse fra. Svaret lød:

"Det har altid ligget til min personlighed at nørde med et eller andet. Havde jeg fra barnsben været vild med for eksempel basketball, var det måske nysgerrighed omkring den sport, der havde tændt en livslang fascination hos mig. Nu blev det altså ishockey, jeg som barn blev slæbt med til og blev grebet af."

Vi vender tilbage til rekordholderne fra Herlev Eagles. Nogle af dem, der var med i de fleste nederlag, var reservemålmand Marc Schlæger, backen Benjamin Mauritzen og angriberne Dallas Maxwell og Lukas Lundvald.

Efter to år i den japanske klub Tohoku Free Blades i Asia League var Kim Staal tilbage i Herlev i sæsonen 2016/17 og med i storsejren i Rødovre.

"Jeg havde en af mine mange skader den sæson, så det var på flere måneder en hård tid. Det gjorde ondt og sled på psyken at gå fra det ene nederlag til det andet. Spørg hvem som helst på holdet. Drillende var der nogen, der kaldte os det dårligste professionelle hold i Europa. Jeg er imponeret over alle dem, der holdt ud og kæmpede videre," siger Kim Staal.

Han er i dag assisterende træner for Metal Ligaens suveræne nr. 2 og et af de største navne i dansk ishockeys historie. Ærgerligt, at han ikke fik en chance i NHL.

PODCAST: LYT TIL DEN NYE UDGAVE AF OVERTID KAMPEN KORT: Herning tog endnu en sejr på udebane