Ejvind Olesen, DIU-formand i perioden 1986-2001 mindes, da han som barn løb rundt på den lokale sø i Timring på den jyske hede med et par skøjter spændt fast på gummistøvlerne.
Siden har han kun vovet sig på isen - som regel på den røde løber - når han skulle uddele medaljer og pokaler.
Som den garvede rejseredaktør fra Hørsholm engang sagde, da han blev spurgt, om han har spillet ishockey:
”Nej, men man behøver vel heller ikke at være indbrudstyv for at skrive om kriminalstof.”
Jeg husker også min gamle kollega, da han blev bedt om at kommentere den flod af importspillere, der væltede ind over den danske grænse og truede halvdelen af ishockeyklubberne i ligaen med konkurs.
”Fordi der er fri bar, behøver man ikke drikke sig beruset,” sagde han.
Ejvind Olesen var 65 år, da han fandt tiden inde til at takke af som dansk ishockeys førstemand. I dag, 1. juni, fylder han 85 år.
”Min bedste fødselsdagsgave fik jeg forleden, da vi slog Sverige. Det havde jeg ikke troet, at jeg skulle opleve,” siger en glad og rørt fødselar.
Ejvind Olesen startede som trafikelev ved DSB, men journalistikken vandt. Og fra Ritzaus Bureau kom han til Berlingske, hvor han var i 36 år. Deraf et kvart århundrede som en højt estimeret rejseredaktør.
Som ung sportsjournalist på Frederiksborg Amts Avis og Ritzau fik han i 1970 en fremragende idé. Hvorfor er der så lidt ishockey at skrive om mellem jul og nytår, funderede han.
Derfor gik han til DIUs formand, Otto Randholm, og til sine forbindelser i Danske Bank. Kreativitet og et stort netværk har altid været to af hans styrker.
Resultatet blev Pondus Cup. En international juleturnering, som kørte i mange år og var med til at løfte ishockeyen.
Dén, der skriver disse linjer, var i december 1970 med til det første pressemøde på Søpavillonen, KSFs gamle klubhus, da Pondus Cup blev introduceret. Det blev i øvrigt min første turnering som ishockeyjournalist på B.T.
Ejvind Olesen har været med i en farverig periode, hvor Danmark tog det første tilløb fra upåagtet C-nation til det, vi kender i dag. I IIHFs strukturudvalg markerede han sig som arkitekt på en ny VM-turneringsform (senere moderniseret til den nuværende).
Jeg husker også en bizar episode i foråret 1999 med en voldsom hetz, trusler og banken på døren, som tog så hårdt på Ejvind Olesen og familien, at han måtte trække stikket i tre dage og lade næstformand Asger Juul tage telefonen.
Fanden var løs efter en fejlafgørelse i Sportsudvalget, og DIUs bestyrelse måtte til Rungsteds raseri træde i aktion og underkende sit sportsudvalget.
Det væltede ind med hadefulde mails til DIUs kontor. En af dem lød: ”Ejvind skal begraves i samme grav som Hitler.”
”Det var den værste uge i min tid som formand,” erkender Ejvind Olesen.
Og nu har han rundet de 85 år. Stadig tændt og superaktiv og med ishockeyen i hjertet. Han følger med dagligt, og under VM har jeg haft ham i telefonen flere gange.
”Jeg må indrømme, at jeg er imponeret af drengene i Riga. Tænk, hvis de var kommet i kvartfinalen for tredje gang,” siger han.
”Giv et eksempel på en stor oplevelse i dine 15 år som formand?”
”Jeg skruer siden 35 år tilbage. Da jeg fyldte 50. Dagen før var jeg blevet valgt som formand for DIU. Rungsteds daværende ungdomsformand, Svend Erik Søgaard, kom med en halv snes drengespillere iklædt spillerdragter i min have. Der var et par hundrede receptionsgæster, jazzorkester og meget andet fra rejsebranchen. De kiggede undrende på de små fyre, der kun manglede skøjterne. En dejlig overraskelse.”