Landsholdet klar til at yde den sidste store indsats i puljespillet

Der er ingen tvivl om, at de danske ishockeyløver har leveret en forbilledlig indsats gennem de første seks kampe i puljespillet ved VM i Riga. Og i modsætning til mange tidligere VM-turneringer, har danskerne stadig en kvartfinale at spille for i den sidste kamp i puljen.

Det bliver ikke nemt. På den anden side af rød linje står et tjekkisk mandskab, der på de gode dage har spillet fabelagtig ishockey - ikke mindst, da det lykkedes at vende 0-2 til 4-2 mod Sverige. Det var ren opvisning fra tjekkerne. 

Men de kan drilles. Det har Hviderusland for eksempel vist tidligere i turneringen, hvor det med en koncentreret indsats lykkedes at hive et enkelt point i den ordinære spilletid. 

Danmark kan også gøre det, og selv om det er længe siden, har Danmark altså i de seneste tre VM-opgør mod tjekkerne hevet kampene ud i overtid og straffe. 

Den seneste kamp i Moskva endte Danmark med at vinde 2-1 i 2016, hvor Lars Eller, Nikolaj Ehlers og Nicklas Jensen alle scorede på straffeslag. 

I 2014 i Minsk reddede Simon Nielsen Jaromir Jagrs afgørende forsøg i straffeslagene, og Danmark vandt 4-3. To år tidigere i Stockholm vandt Tjekkiet med 2-1 efter overtid, så tjekkerne har faktisk ligget godt til Danmark i de seneste opgør. 

Tre jævnbyrdige kampe, to danske sejre senest: Så glemmer vi lige de fire første VM-kampe, som Tjekkiet alle vandt - og det med samlet 18-2. 

Der er FACEOFF 15:15 og TV2 SPORT sender allerede i studiet fra 14:45. Herligt. 


RETRO: Den gamle formand: ”Det havde jeg ikke troet, at jeg skulle opleve” VEDEL vælger Vojens: Endnu en sæson i SønderjyskE