For 37 år siden – helt præcis natten mellem den 7. og 8. marts 1984 – fik Herlev-legenden Jan Larsen hængt DM-guldet om halsen på amtssygehuset i Glostrup.
Han var indlagt efter en menisk- og korsbåndsoperation. Resultatet af et sammenstød med banden ti minutter inde i den første DM-finalekamp mod AaB. Herlev vandt på hjemmebane 5-4.
Han var således ikke med i returkampen i Samsøgade i Aalborg, hvor det sjællandske hold satte kronen på værket med en 2-1 sejr.
Dengang spillede man ikke som i dag en serie på bedst-af-syv kampe, men nøjedes med bedst-af-tre. Nederlaget tog i øvrigt så hårdt på en håndfuld nordjyske supportere, at de i frustration og dumhed kylede flasker på isen.
Efter hjemkomsten på sjællandsk jord skulle de nybagte mestre omkring Jans sygeseng for at dele deres glæde og stolthed med den uheldige helt, inden de forstsatte til sejrsfesten i Herlev Skøjtehal. Jeg var med.
Helt uproblematisk var det ikke, da de ville give Jan Larsen hans velfortjente guldmedalje på det natstille sygehus. Men det lykkedes at få den sengeliggende spiller bugseret ind på en anden stue, så de improviserede og støjende festligheder ikke vækkede hele afdelingen.
Var det en hård skæbne for en af klubbens største navne ikke at være med i det afsluttende slag, fandt han trøst i guldmedaljen og varmen, der skyllede imod ham.
At det var de rigtige, der vandt guldet, blev understreget af ”Årets Spiller”, AaBs Peter Rasmussen. ”Herlev vandt også grundserien og viste i hele turneringen, at de er andet og mere end Frank Barth og Dana Barbin,” lød hans anerkendende ord.
På sygehuset sagde Jan Larsen: ”Skidt med, at jeg skal humpe rundt det meste af sommeren. Bare jeg kommer til at spille hockey igen.”
Det behøvede han nu ikke at være nervøs for. Han gjorde et fornemt comeback. Både på klub- og landshold.
Den spilintelligente playmaker var en bærende spiller de tre gange, Herlev har vundet medalje. Bronzen i 1983, guldet i 1984 og sølvet i 1988.
Da denne signatur ringede til ham op til denne artikel, fangede jeg ham på golfbanen.
”Vi er nogle gamle klubkammerater, som har holdt sammen siden de glade hockeydage. Et fællesskab, som altid har karakteriseret Herlev. Nu er det bare golf, vi har kastet os over,” siger han.
Jan Larsen startede sin ishockeykarriere i Brøndby Ishockey Klub sammen med sin gode ven Karsten Aabrink. Sammen skiftede de til Herlev i 1975. Herlev Skøjtehal blev bygget i 1977, så de første år spillede de i Kostalden.
Sin debut på landsholdet fik han i Pondus Cup i december 1982. Der var tre andre debutanter på landsholdet, som slog Holland 6-4 i Herlev Skøjtehal. Jans to klubkammerater Palle Schultz og Poul Johan Haagerup og Vojens’ legendariske canadiskfødte målmand, George Galbraith, som var blevet klar til de rød/hvide med løven.
”Debutanterne skaffede dansk sensationssejr,” hed overskriften i B.T. dagen derpå. Jeg gav dem masser af os. Nu afdøde Palle Schultz scorede hattrick og Poul Johan Haagerup blev noteret for et mål og en assist.
”Det kan man kalde en debut,” som landsholdets kaptajn, en imponeret Olaf Eller, sagde om kvartetten.
Jan Larsen spillede 53 landskampe og var med i tre VM-turneringer i C-gruppen, Budapest i 1983, Chamonix og Megeve i de franske alper i 1985 og Puigcerda i Spanien i 1986.