Jeg ved ikke, om ”Sild” giver mig ret. Men i mine øjne var kampen i VMs B-gruppe i 1995 i Bratislava mod Slovakiet med verdensstjerner som Peter Stastny, Miroslav Satan og Robert Petrovicky utvivlsomt den bedste, han spillede i sin lange karriere.
Danmark stod i den slovakiske hovedstad over for en skræmmende modstander, som året forinden i Lillehammer-OL havde slået Canada 3-1 og spillet 4-4 mod Tre Kronors senere olympiske guldvindere.
I de 60 minutter i Bratislava var ”Sild” udsat for et sandt bombardement og præsterede den ene mirakelredning efter den anden.
Af 89 slovakiske skud fik kun sølle seks måltavlen til at snurre. Og hjemmeholdets 6-2 sejr blev i den danske lejr hilst som en lille triumf. Man frygtede, at det ville gå værre. Meget værre.
De 8.000 tilskuere jublede selvfølgelig over deres hockeyheltes opvisning. Slovakiet var 1. januar 1993 blevet en selvstændig republik efter delingen af Tjekkoslovakiet. Men i en nation, hvor hockey er nationalsporten, mærkede man også stor anerkendelse af blæksprutten i det danske bur. 83 redninger. Det kunne ligne en slags rekord.
Efter kampen sagde den travle målmand: ”Det var en kamp, jeg frygtede, men jeg blev hurtigt skudt varm. Jo mere en målmand har at bestille des lettere. Selvtilliden vokser, når man får fat i skuddene.”
Andenkeeperen Ernst Andersen: ”Jeg sad og jublede på bænken. Jan tog et hav af 100 procent-chancer.”
Landstræner Dan Hobér: ”Jeg har ikke set nogen hernede, der har vist målmandsspil på Jans niveau.”
Nogle dage senere kårede jeg Jan ”Sild” Jensen (”Sild” er Esbjerg-keeperens kælenavn) som turneringens bedste danske spiller og overrakte ham B.T.s Gyldne Puck.
14 måneder forinden havde jeg set ”Sild” blive skudt i sænk på den selvsamme bane. Han blev skiftet ud efter anden periode. Slovakkerne førte 8-0. Sådan kan det også gå.
Jan ”Sild” Jensen var en stor og rolig målmand, som satte kronen på værket, da han for 25 år siden (sæsonen 1995/96) blev kåret som årets spiller og fik overrakt Canadian Ambassador’s Cup. Pudsigt nok var det lige dét år, han spillede for AaB.
Som Esbjerg-spiller var han med til at vinde tre DM-guldmedaljer (1988, 1993 og 2004), og på landsholdet blev det til 139 kampe og elleve VM-turneringer. Som en af de få har han været med i både C-, B- og A-gruppen.
I sin VM-debut i 1991, da Danmark vandt C-gruppen på hjemmebane, var Lars Pagh førstemålmand og Steffen Glaas andenmålmand. 19-årige Jan ”Sild” Jensen var ikke på isen og måtte vente til B-VM i Eindhoven i 1993, før det for alvor blev hans tur.
Efter A-VM i 2003 i Finland og i 2004 i Tjekkiet spillede han en enkelt sæson mere i Esbjerg, inden han sluttede karrieren.
Sidst, jeg så den store målmand på isen, var i Skt. Petersborg i 2012. Han havde sagt ja tak til at deltage i veteranturneringen Arctic Cup. Det var hyggeligt at se de danske hockeykoryfæer boltre sig. De havde ikke glemt kunsten.
”Jeg har ikke været på isen i flere måneder, og de få gange, det er sket, var det som markspiller. Men sjovt at møde drengene igen. Stemningen i omklædningsrummet var som i gamle dage,” sagde han.
I Arctic Cup var der også en international drengeturnering, og den 12-årige Aalborg-målmand Mads Søgaard blev kåret som turneringens MVP. ”Han vil nå langt,” skrev jeg hjem fra Skt. Petersborg om det nordjyske stortalent.
Mads Søgaard er senere blevet draftet af Ottawa Senators i anden runde som nr. 37, og den to meter høje keeper, der i denne sæson er lejet ud til Esbjerg Energy af Medicine Hat Tigers i WHL, spiller i dag på Jan ”Sild” Jensens plads i Esbjerg.
Om han får hængt en guldmedalje om halsen, inden han vender hjem til Nordamerika i jagten på en plads i NHL, vil de kommende uger vise.
”Der er mindst fire hold med chance for at vinde DM-guld i år. Esbjerg har holdet til at vinde, men det er der også andre, der har,” siger en forsigtig optimist, Jan ”Sild” Jensen.