Mindre plads på isen lægger op til mere simpelt spil, vurderer Rungsted-angriberen før grundspillets afgørende kampe

Nikolaj Rosenthal var lidt rystet, da han skulle evaluere kampen i Vojens tirsdag aften og kalder Rungsteds indsats i Frøs Arena "helt til hundene". SønderjyskE vandt 4-3, men det var nærmest et mirakel, at Rungsted overhovedet var med i kampen efter anden periode, hvor Cristopher Nihlstorp nærmest alene holdt Rungsted inde i kampen.

- Det var fuldstændig uacceptabelt. Jeg kan ikke huske, at en modstander har domineret os SÅ voldsomt i en hel periode. Jeg tror ikke, vi har haft så dårlige statistikker - alt inklusive - i tre-fire sæsoner. Tempoet i spillet, pasningerne og skøjteløbet, som normalt er vores "trademark", havde vi fuldstændig glemt, konstaterer Rungsted-angriberen.

- Så mødte vi altså et hold med en træner, der er en god strategisk tænker, og vi må bare erkende, at SønderjyskE har haft godt fat i os de sidste to gange, vi har været oppe mod dem, siger Rosenthal.

Men ok, så er det heller ikke værre. Trods alt. Rungsted ligger stadig på førstepladsen i grundspillet og har i store dele af sæsonen spillet forrygende offensiv ishockey og leveret "lækker" hockey i perioder med Mattias Persson som den sædvanlige bannerfører foran en hær af offensive profiler, deriblandt Rosenthal selv.

- Nu er vi et godt stykke inde i sæsonen, og kampene bliver mere intense, og vi får mindre plads på isen. Vi skal nok lære os selv at stille os tilfredse med, at vi ikke skal spille os frem til det hele. Nu og da gælder det bare om få pucken forbi modstanderne på blå linje, dybt ned i zonen og så få fat i pucken og være kreative derfra, lyder det fra Nikolaj Rosenthal. 

Han glæder sig til kampene mod Aalborg. 

- Vi har måske været lidt nede i en downperiode, men de kommer jo engang imellem over en lang sæson. Jeg troede egentlig, vi var ovre det med 8-1-sejren over Herlev, men rammer så kampen i Vojens. Vi har det ikke så godt mod hold, der står og venter lidt på os, så det vil passe os godt med en modstander, der minder lidt om os selv og gerne vil spille frem over isen. Det bliver et par gode kampe, slår Rosenthal fast.

Og hvad med angriberens egen sæson? Rosenthal står på 21 mål og 12 assister. 

- Det er vel godkendt med 21 mål. Men jeg synes stadig lige, jeg mangler det sidste for at nå mit maksimum. Det har været en fornuftig sæson for mit vedkommende, men det kan blive endnu bedre, lyder det fra Rosenthal.

TV2 SPORT sender kampen i aften fra Bitcoin Arena. 


RETRO: Esbjerg-målmandens store aften: 83 redninger i en VM-kamp EN SPILLEDAGS KARANTÆNE til Jesper Thörnberg, Herlev Eagles