13 mål i slaget mellem Nord og Syd, hvor drengene fra Vojens kunne drage hjem med tre fortjente point.

Frederikshavn White Hawks – SønderjyskE 5-8 (2-2, 1-1, 2-5)  

Med tre mål på under fire minutter i starten af tredje periode, grundlagde SønderjyskE en fortjent sejr i aften i Vendsyssel. Holdet virkede mere sultne end hjemmeholdet, og havde stor skarphed i afslutningerne. Derfor kunne de fortjent drage hjem til Vojens med tre yderst vigtige point, og stadig med top 4 inden for rækkevidde.

Det var en mærkværdig første periode vi blev vidne til i aften, hvor de to trænere, Jari Pasanen og Mario Simioni, gik i omklædningsrummet med dybe panderynker over store personlige fejl hos begge mandskaber.

Der blev tacklet igennem, der blev afsluttet, der var udvisninger, og så var der de personlige fejl, der var overskriften på en periode der endte med fire scoringer. Den første kom efter et ellers ganske godt opstillet powerplay af gæsterne fra Vojens. De havde face off i hjemmeholdets zone to sekunder før høgene blev fuldtallige, men alligevel blev de rendt over ende af en perfekt kontra fra vendelboernes side. 14 sekunder senere stod der 1-0 ved Mike Hammond, hvor sønderjyderne så passivt til.

Gæsterne havde pucken mest i begyndelsen, og midtvejs var det så dem til at ændre på måltavlen. Kort efter face off modtog Matt Salhany pucken, og han smed den ind i det korte hjørne hos Filip Larsson. Den skulle svenskeren havde haft, men det var Salhany ligeglad med, og debutmål til den senest nye ankomne i Vojens.

Der gik under et minut, så var den gal igen i det sønderjyske forsvar. Man lod Justin Shugg stå fuldstændig fri foran Galbraith, og så kunne han relativt sikkert bringe hjemmeholdet foran 2-1. Stor skideballe til SønderjyskE backerne, da de skøjtede slukøret ud til Simioni i boksen.

Men fejlene skulle blive endnu større, da gæsterne udlignede til 2-2. Brock Beukeboom med en gigant brøler, da han fuldstændig upresset serverede pucken til Daniel K. Hansen, der blot sagde tak, og svingede den sorte gummiskive ind bag en totalt overrasket Larsson.

Man ville gerne have været flue på væggen i de to omklædningsrumme i første pause.

SønderjyskE indledte anden periode med et langt pres mod vendelboernes mål. Langt til udskiftning gjorde flere gange at høgene blev fanget, og så kunne gæsterne virkelig sætte presset ind. Det blev også til chancer, og man ventede blot på en scoring til udeholdet. Det kom også efter syv minutter, da Brendan Harms bragte gæsterne i spidsen. Han pressede sig foran Hammond, og kunne score bag en prisgivet Larsson, på Rasmus Lyøs pasning.

Der skulle ikke gå særlig langt tid før der var udlignet. Og hvilket spektakulært mål, som vi sjældent ser i Metal Ligaen. Christopher Frederiksen fik styret pucken ganske lidt, og med hjælp fra Oliver Gatz, sejlede pucken op i luften. Ingen anede hvor pucken var, før den dalede ned fra ”himlen” og over stregen bag Galbraith. 3-3 i Nordjyske Bank Arena, som også var stillingen efter 40 minutter.

Man skelde naturligt til Matt Salhany, det nye islæt hos SønderjyskE. Ud over scoringen var han en ganske farlig herre, der bestemt bliver en gevinst for Simionis tropper. Et par kampe mere i benene, og han er klar til slutspil om få uger.

Yannick Vedel var tæt på efter 40 sekunder i tredje periode. Hans afslutning ramte stolpen. Kort efter var Steffen Frank igennem, og han svigtede ikke da han løb fra White Hawks backerne, og sendte pucken ind med baghånden.

Og han var i hopla i aften, Steffen Frank. Små fire minutter inde i perioden klaskede han pucken op i krydset til 3-5, og bare ni sekunder senere kunne Mike Little gøre det til 3-6, da han fik ualmindelig meget plads foran høgenes bur. Av for den Frederikshavn, og time out taget af Pasanen.

I den anden boks stod Simioni og dyssede sine ellers så begejstrede spillere ned. Han havde ikke glemt holdet samme sted smed en 5-1 føring tidligere på sæsonen, så han ville lige minde spillerne om ikke at tage sejren for givet endnu.

Med seks minutter igen var der nyt håb for høgene. Christian Mieritz tog chancen, og pucken røg ind bag Galbraith, der så den for sent. 4-6, og så øjnede de hvide et nyt comeback. Og det fortsatte med to minutter igen, da Justin Shugg for anden gang i aften kunne score. Høgene spillede med en ekstra markspiller i stedet for Larsson, og de fik udnyttet presset til ny spænding.

Det havde nu nok også været for meget af det gode, hvis de havde lykkedes med endnu et vanvids-comeback. Og det udeblev da også, da Martin Eskildsen i tomt bur kunne afgøre kampen definitivt til 5-7, og Brendan Harms gjorde det faktisk til 5-8 i selvsamme tomme bur med 30 sekunder igen.

De to hold tørner sammen igen på søndag, og nu er det pludselig vendelboerne der er presset. Vi venter et slag på søndag, hvor 13 mål nok ikke bliver gentaget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


SKJOLDAAS STORE AFTEN: 16-årig Odense-reserve var brandvarm i sin ligadebut RETRO: Esbjerg-målmandens store aften: 83 redninger i en VM-kamp