Da Ejvind Olesen, DIUs formand i 15 år (1986-2001), sidste år fyldte 85, fortalte han om dengang, han som barn løb rundt på den lokale sø i Timring på den jyske hede på et par skøjter spændt fast på gummistøvlerne. Siden har han kun vovet sig på isen, når han skulle uddele medaljer og pokaler.

”Næh, jeg har aldrig spillet ishockey. Man behøver vel ikke at være indbrudstyv for at skrive om kriminalstof,” lød det kækt fra den gamle journalist og rejseredaktør.

Den eliteorienterede Ejvind Olesen var hockeyens førstemand i en farverig og dramatisk periode med stor medieomtale, masser af tilskuere og flere konkurser (bl.a. i hans egen klub, Rungsted Cobras). Men også i de år, hvor landsholdet begyndte at vise sig frem og varsle en fremtid på øverste internationale hylde.

Udvidelsen af VMs A-gruppe til 16 hold var i øvrigt signeret Ejvind Olesen og blev opkaldt efter hans navn, da han var medlem af IIHFs strukturudvalg.

Hans personlige relationer og talent som lobbyist var i en klasse for sig. Der var tidspunkter, hvor bølgerne gik højt herhjemme, og navnet Ejvind OIesen havde større klang i de globale cirkler end i den danske andedam.

86-årige Ejvind Olesen følger stadig levende med i, hvad der sker i hockeyverdenen, men har ikke set en ishockeykamp live de seneste to år. Han har klaret sig med tv, aviser og nettet.

”Det skyldes ikke manglende lyst, at jeg ikke kommer i skøjtehallen mere, men svagt helbred,” siger han.

”Til gengæld har landsholdets sejre over Sverige og Canada givet mig store oplevelser og fyldt mig med glæde og stolthed. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve det. Jeg kan ikke lade være med at være nervøs. Jeg forstår, hvad det betyder at få en nedtur som dén, trænerne, spillerne og lederne netop har haft ved fodbold-VM.”

”Ligesom hockeyen går i blodet, gælder det vel også for dit fag, journalistikken?”

”Jeg prøver at skrive en ugentlig klumme for 600 Facebook-venner, primært fra rejsebranchen og sporten samt til politikere. Jeg startede med at skrive noter om sport som 13-årig i det lokale ugeblad, Vildbjerg Tidende. Anonymt. Jeg roste især min egen indsats, da vi som juniorer fra den lille landsby havde slået Herning Fremad, og de fine Herning-drenge næsten krøb ind i bussen. Ishockey anede jeg intet om.”

”Hvordan vil du beskrive den periode, du var DIUs formand?”

”Jeg vidste ikke, hvor megen tid det egentlig krævede, når man i forvejen havde et spændende job som rejseredaktør på Berlingske. 55 gange i New York, 45 gange i Bangkok, 48 krydstogter. Jeg havde gode folk omkring mig, og det lykkedes at få helt anderledes presse end i dag, selv om kvaliteten på isen i dag er langt bedre end i min tid.”

Om sine år i IIHF fortæller han: ”Jeg holdt mig gode venner med de mindre forbund ude i verden og med de nordiske. Så kunne man nå langt. Derfor fik vi også gennemført udvidelsen til 16 hold ved VM. Da Muren faldt i 1989, og det pludselig væltede ind med nye lande fra Sovjetunionen, stillede det ekstra krav. Den udfordring har Danmark klaret, og det har glædet mig meget.”

Ejvind Olesen har boet i Hørsholm siden 1960 og slår fast, at Rungsted altid vil være hans klub.

”Den har bragt mig glæder, bekymringer og skuffelser. I denne sæson har der været nederlag, jeg ikke fatter. Men skulle det gå hen og blive til endnu et mesterskab, sluger jeg gerne hvert et kritisk ord. Er man professionel, eller er man ikke.”