Kigger vi på listen over Danmarks landstrænere, er der ingen, der i mine øjne slår den svenske kvartet Jim Brithén, Mikael Lundström, Per Bäckman og Janne Karlsson.
Brithén støbte fundamentet, Lundström lagde taget på (oprykning til A-gruppen), og Bäckman og Karlsson cementerede Danmarks position i verdenseliten. Der manglede lige prikken over i’et, OL-kvalifikation.
Når man tænker på den betydning, svenske trænere har haft for landsholdet, er det overraskende, så sjældent en svensk coach har markeret sig i den danske liga.
Kun tre fra hinsidan har gennem årene ført et hold helt til tops: Lasse Lilja med Gladsaxe i 1967 og 1968 og med Rødovre i 1986, Leif Nilsson med Rødovre i 1985 og Erik Hjalmarsson med Rungsted i 2019.
Nu afdøde Lasse Lilja, en farverig coach, der også arbejdede som journalist, var træner for Danmark i C-gruppen i 1972, og i ni sæsoner, inden han kom til Rødovre i midten af 80erne, var han i Schweiz. To gange vandt han guld med Arosa i NLA, og i to sæsoner var han cheftræner for Schweiz i B-VM.
Leif Nilsson, billedet til denne artikel, havde inden Lasse Liljas entré på vestegnen sin eneste sæson i dansk ishockey.
1984/85 var en tilmeldingsturnering med 14 hold, bl.a. med Tårnfalkene og Skovbakken, og med forbud mod udenlandske spillere som en konsekvens af den ulykkelige Esbjerg-affære med ”sjusk” med bopæls- og opholdstilladelser. Rødovre vandt både grundspil og slutspil med Herning på andenpladsen.
Året efter, da Lasse Lilja gjorde comeback i Danmark, var 1. division reduceret til syv hold, og der var åbnet for én import pr. klub. Arkitekten til den nye struktur i kølvandet på Esbjerg-sagen var den legendariske Rødovre-leder Svend Aage Hansen.
Leif Nilsson var trods guldet ikke en coach, der indskrev sig med flammeskrift i ligaen, men var alligevel en fighter, der viste klasse.
Jeg husker ham især fra en kamp i Malmø før sæsonpremieren i 1984. Jeg var taget over til finalen i SDS Cup’en i Baltiska-Hallen mellem Skånes bedste klub, Malmö IF (i dag Malmö Redhawks), og Rødovre.
Her mødte dybt chokerede og intetanende Rødovre-spillere en coach med to brud på venstre ben, tre brækkede ribben og voldsomme smerter. Han var ligbleg og støttede sig til to krykker.
To dage forinden havde han nær sit hjem i Falsterbo været impliceret i en bilulykke, som kunne have kostet ham livet.
”En modkørende bil kørte pludselig over i min vejside. Jeg havde ingen chance for at undvige. Det var et frontalt sammenstød med voldsom kraft. Bilerne blev totalskadede,” forklarede han.
”Det er selvfølgelig slemt nok at brække benet to steder og skulle gå seks uger med gips foruden alle de andre ting. Men når jeg tænker på, hvad der kunne være sket, var jeg heldig. Jeg er lykkelig over, at jeg lever.”
Rødovres anfører, Olaf Eller: ”Vi vidste ikke noget om ulykken, før vi så Leif i hallen. Vi var rystede over at se ham i den forfatning, men lykkelige over, at han trods alt slap nådigt fra en ulykke, der kunne have kostet ham livet.”
En tapper Leif Nilsson passede de kommende dage træningen på krykker, men måtte melde fra til sæsonens første kamp, hvor Rødovre skulle til Aarhus og møde Skovbakken.
Rødovre havde overraskende slået Malmö IF 7-6 i den første finalekamp i Kostalden, men tabte returkampen 3-9. Olaf Eller & co. rejste hjem med 17.500 kr. for SDS Cup’ens andenplads. Efter datidens forhold slet ikke dårligt.
Jeg kommer til at tænke på danske trænere, som har vundet DM-guld. De sidste tre, der har fået den gyldne lufttur, er Esbjergs Stig Nielsen i 1996, Rødovres Olaf Eller i 1999 og Rungsteds Per Holten Møller i 2002.
Hvornår får vi den næste? Og hvem bliver det?
Mit gæt er Heinz Ehlers, når han engang stopper som landstræner og bliver boss i hjembyen Aalborg.
Men som sagt. Det er kun gætterier.