Journalist Peter Fredberg skruer tiden tilbage til dengang, verdenseliten var "en by i Rusland"
Ordene "Jeg er den sidste idiot i dansk ishockey" skrev sig ind i historien, da jeg op til Danmarks VM-debut i A-gruppen i 2003 i Finland interviewede den tidligere DIU-formand Kai Lassen.
Den stovte hockeyhøvding fra Herning, som var DIUs næstformand, mens han var landstræner, forklarede med et lunt smil:
"Jo, ser du. I de tre sæsoner, jeg var landstræner (1972-75, red.), fik jeg ikke en bøjet femøre for det." Han illustrerede det ved at forme et nul med højre hånds tommel- og pegefinger.
Kai Lassen var med til at bygge ishockeyen op i Silkeborg og Herning og arbejdede utrætteligt for sin hjertesport. Han døde i 2009 i en alder af 77 år. Hans søn Arne og børnebørnene Stefan og Lasse kom alle på landsholdet.
Tilbage til Kais landstrænerperiode. Det var dengang, glade danske amatører var den bløde mellemvare i C-gruppen. Længere ned på verdensranglisten kunne man næsten ikke komme.
Vi journalister elskede alligevel sporten og spillerne, og i 70´erne blev der skrevet mere om ishockey end i dag. Nu er det kun Ritzau, der sender folk ud. Jeg mindes, da vi var otte skriverkarle, der tog af sted, når C-gruppen kaldte.
Jeg husker også, hvordan flere spillere kom næsten direkte fra klubbens afslutningsfest til lufthavnen. Et par stykker var småskadet. Der var feststemning over VM.
Fællestræning var der ikke penge til, og Team Danmark var ikke opfundet. Hvilken skærende kontrast til landsholdsforberedelserne i dag.
Der begyndte så småt at komme lidt røre i andedammen, da Dan Hobér blev landstræner. Han var det i to perioder, første gang fra 1975 og anden gang fra 1994. En superambitiøs og cool svensk coach med uvant hårde krav til de danske spilleres disciplin.
"Problemet er penge. I Danmark lever man med en mærkelig indstilling til idrætten. Man må indse, at vil man udvikle sig, må man satse økonomisk. DIFs amatørbestemmelser må laves om. Det er ikke noget, de enkelte idrætsforbund skal gøre. Det er en samfundssag, at Danmark får professionel idræt," sagde han.
"Hvem vil ofre fem aftener om ugen på at træne uden at få penge for det? Nej vel, det er der ikke mange, der vil. Det er almindelig kendt, at der findes lige så store boldtalenter i Danmark som i Sverige. De tilbydes bare ikke de samme muligheder. Vi må have kontraktspillere under en eller anden form. Hvis målsætningen er at kunne konkurrere internationalt, må vi have penge på bordet."
I mit interview med Dan Hober i 1975 sagde han også: "Jeg ved godt, at jeg skal passe på med at stille mine krav urealistisk højt med det meget beskedne landskampprogram og de økonomiske betingelser, unionen og klubberne kan tilbyde inden for amatørsportens snævre rammer. Kritik kan give uvenner, og jeg er svensk og gæst i landet."
Den stovte hockeyhøvding fra Herning, som var DIUs næstformand, mens han var landstræner, forklarede med et lunt smil:
"Jo, ser du. I de tre sæsoner, jeg var landstræner (1972-75, red.), fik jeg ikke en bøjet femøre for det." Han illustrerede det ved at forme et nul med højre hånds tommel- og pegefinger.
Kai Lassen var med til at bygge ishockeyen op i Silkeborg og Herning og arbejdede utrætteligt for sin hjertesport. Han døde i 2009 i en alder af 77 år. Hans søn Arne og børnebørnene Stefan og Lasse kom alle på landsholdet.
Tilbage til Kais landstrænerperiode. Det var dengang, glade danske amatører var den bløde mellemvare i C-gruppen. Længere ned på verdensranglisten kunne man næsten ikke komme.
Vi journalister elskede alligevel sporten og spillerne, og i 70´erne blev der skrevet mere om ishockey end i dag. Nu er det kun Ritzau, der sender folk ud. Jeg mindes, da vi var otte skriverkarle, der tog af sted, når C-gruppen kaldte.
Jeg husker også, hvordan flere spillere kom næsten direkte fra klubbens afslutningsfest til lufthavnen. Et par stykker var småskadet. Der var feststemning over VM.
Fællestræning var der ikke penge til, og Team Danmark var ikke opfundet. Hvilken skærende kontrast til landsholdsforberedelserne i dag.
Der begyndte så småt at komme lidt røre i andedammen, da Dan Hobér blev landstræner. Han var det i to perioder, første gang fra 1975 og anden gang fra 1994. En superambitiøs og cool svensk coach med uvant hårde krav til de danske spilleres disciplin.
"Problemet er penge. I Danmark lever man med en mærkelig indstilling til idrætten. Man må indse, at vil man udvikle sig, må man satse økonomisk. DIFs amatørbestemmelser må laves om. Det er ikke noget, de enkelte idrætsforbund skal gøre. Det er en samfundssag, at Danmark får professionel idræt," sagde han.
"Hvem vil ofre fem aftener om ugen på at træne uden at få penge for det? Nej vel, det er der ikke mange, der vil. Det er almindelig kendt, at der findes lige så store boldtalenter i Danmark som i Sverige. De tilbydes bare ikke de samme muligheder. Vi må have kontraktspillere under en eller anden form. Hvis målsætningen er at kunne konkurrere internationalt, må vi have penge på bordet."
I mit interview med Dan Hober i 1975 sagde han også: "Jeg ved godt, at jeg skal passe på med at stille mine krav urealistisk højt med det meget beskedne landskampprogram og de økonomiske betingelser, unionen og klubberne kan tilbyde inden for amatørsportens snævre rammer. Kritik kan give uvenner, og jeg er svensk og gæst i landet."