Venskabet startede med, at Sune Hjulmand kaldte Philip Larsen ”den grimmeste i hallen.”
I et interview i B.T. i marts 2015 fortalte Philip mig om vennens noget hovskisnovski velkomsthilsen 20 år tidligere i skøjtehallen i Esbjerg.
Han var som 6-årig mødt op i et udstyr, som ikke helt lignede dét, den et år ældre og mere professionelle Sune spillede i.
Philip var grædefærdig, da han kom hjem til sin far og sagde, at han ikke ville spille ishockey mere, fordi han blev drillet og kaldt den grimmeste i skøjtehallen.
Da jeg et par uger senere var tilbage i Esbjerg, som spillede DM-finale mod SønderjyskE, var det kaptajnen Sune, jeg interviewede.
”Jo, jeg husker tydeligt, at jeg var lidt hård ved Philip. Det var ikke pænt af mig. Heldigvis var der en god kemi mellem os. Philip og jeg blev hurtigt de bedste venner. Og det er vi stadig,” siger Sune.
Da jeg i 2015 talte med Philip, spillede han for KHL-klubben Yugra Khanty-Mansiysk i det iskolde Sibirien, hvor temperaturer på 35-40 minusgrader ikke er ualmindeligt. Senere fik han adresse i Jokerit i Helsinki, Vancouver Canucks og Salavat Yulaev Ufa, inden han nu står over for debut i Metal Ligaen i byen, hvor det hele startede.
Philip har altid elsket sin sport og vidst, hvad han ville. Efter niende klasse flyttede en skoletræt Esbjerg-dreng til Rögle og skrev historie, da han som 15-årig debuterede som Allsvenskans yngste spiller. Som 17-årig debuterede han i Elitserien for Frölunda, hvor den senere danske landstræner Per Bäckman var cheftræner, og han var blot 20 år, da han gjorde sin entré for Dallas Stars i sæsonens sidste to kampe i 2009/10 som Danmarks første back i NHL.
Philip vidste også, hvordan karrieren skulle slutte. Det afslørede han for mig i interviewet i 2015.
”Jeg vil være dansk mester med Esbjerg. Det er et kæmpemål. Jeg har aftalt med min bedste ven, Sune, at når jeg kommer hjem, skal vi vinde det danske mesterskab sammen. Jeg vil ikke vente, til jeg er en slidt hockeyspiller. Jeg vil gøre en forskel, når jeg kommer,” sagde han.
Jeg er ikke i tvivl om, at Philip og Sunes drøm nok skal gå i opfyldelse. Om det sker allerede i deres første Metalliga-sæson sammen? Tja, hvorfor ikke. Chancen er der i hvert fald.
Sune har allerede vundet to DM-titler med sin hjerteklub, som han har spillet for i hele karrieren. Vinder han en tredje, vil den slå alt.
En kamp, han aldrig glemmer, og som tændte ham for alvor, oplevede han som 15-årig i 2004. Sammen med en kammerat stod han på en skraldespand i et hjørne af hallen og så Esbjerg slå AaB i den afgørende DM-kamp efter en af de mest dramatiske afslutninger i ligaens historie.
”Jeg var ikke så stor og måtte kravle op på en skraldespand for at kunne se,” mindes han.
Jeg vender lige tilbage til Esbjergs DM-finale mod SønderjyskE i 2015, som var anledningen til mit besøg på Hjerting Badehotel, hvor jeg normalt bor, når jeg er på de kanter. I øvrigt kun et lille slagskud fra Sunes hus og tæt på Philips sommerhus.
Dét år måtte Sune nøjes med sølv. SønderjyskE vandt 4-1 i kampe med 6-1 i Vojens i det sidste opgør, hvor en 22-årig Thomas Spelling stjal showet med tre powerplaymål.