Den tidligere danske mester er tilbage i Nordsjælland til den kommende sæson

Simon Fredriksson vender tilbage til Rungsted Seier Capital for den kommende sæson, og bliver dermed den sjette import på dette års holdkort.

Det skriver Rungsted Seier Capital på sin hjemmeside, hvor svenskeren præsenteres som følger: 

Den store svenske back kom til Rungsted første gang i 2018, hvor han blev en del af holdet der vandt grundspillet, Final 4 og det danske mesterskab.

Året efter blev han i Rungsted, men desværre blev det ikke til slutspil det år på grund af Corona-aflysningen.

Fredriksson vendte tilbage til Rungsted for at spille slutspil i den forgangne sæson, hvor det som bekendt endte med et finalenederlag til Aalborg.

- Frem mod en sæson med en del nye ansigter på holdet, er vi glade for at det er lykkedes at nå til enighed med Simon så vi kan opretholde noget kontinuitet. Simon er en back, der altid gør hvad træneren ønsker af ham, og han kan spille alle situationer hvis det kræves. Med sin store krop fylder han også godt foran målet når der skal ryddes op, siger sportschef Morten Hagen til klubbens hjemmeside. 

Simon Fredriksson vil i lighed med tidligere år bære trøjen med nummer 55, og kontrakten gælder for én sæson.


Åben træning i Spar Nord Arena, når Odense går på is 3. august RETRO: Sune bød ”den grimmeste i hallen” velkommen