Journalist Peter Fredberg skriver om den mangeårige topspiller, som nu er letbanefører
Han spillede 186 landskampe og deltog i ti VM-turneringer. Debuterede i oprykningsfesten i 2002 i Ungarn og tog afsked med landsholdet i 2013 i Globen i Stockholm.
Var træner i ti år, deraf halvdelen i Esbjerg, og vandt DM-guldmedaljer som assistant coach i det vestjyske i både 2016 og 2017.
Det bør selvfølgelig også nævnes, at han efter sin aktive karriere var dommer i en enkelt sæson og blev udtaget til hoveddommer i slutspillet. Ingen anden dommer er avanceret så hurtigt.
Jo, Thor Dresler, 46, har gjort det godt. Eller rettelse: Den sympatiske, rødblonde Herlev-dreng, som normalt spillede center, men også var god som højre wing, har gjort det bedre end godt.
Det understreger hans dedikation og menneskelige egenskaber, at han allerede som 16-17-årig var kaptajn på hjerteklubbens førstehold, valgt af træner Dusan Bosko.
Fra disse linjer tager vi et ordentligt spring fra den gamle landsholdskæmpe, coach og fysioterapeut til jobbet i dag. Thor har nemlig skiftet skøjter, stav og is ud med skinner og er blevet letbanefører på Hovedstadens Letbane.
Stiger du på letbanetoget på den nyindviede sydlige strækning fra Ishøj til Rødovre Nord, er det måske Thor, du møder. Og er det ikke ham, der kører toget, snakker han måske med dig, billetterer eller giver gode råd.
Jeg har mit første møde med Thor "på skinner" til gode og vil glæde mig, når banen næste sommer kommer til Lundtofte, hvor jeg bor i nabolaget. Til den tid er banen på 29 stationer på en 28 kilometer lang strækning.
Thor siger: "Måske er det svært at se lighederne mellem jobbet som professionel ishockeyspiller og mit arbejde hos Letbanen. Meget er selvfølgelig nyt, men jeg oplever mange ligheder i den måde, vi arbejder på. Som for eksempel at træffe beslutninger under pres.
Vi er over hundrede ansatte, som brænder for dét her. Vi gør hinanden bedre."
Thor fortsætter: "Jeg er fascineret af energien og det høje ambitionsniveau, jeg oplever i vores team. Jeg stræber lige så højt for at nå mine mål, som jeg gjorde som ishockeyspiller. Det er fedt at være en del af miljøet. Jeg nyder, når jeg hver morgen kører de otte kilometer på cykel fra vores bopæl i Islev til mit arbejde på Rødovre Nord. Jeg fortryder ikke mit valg i Tyskland."
Tyskland? Hvilket valg? Det kræver en forklaring.
"I juli 2024 var jeg i Landshut, en by 65 kilometer nordøst for München. Jeg havde et par måneder forinden fået et tilbud som assistant coach i DEL2, den næstbedste tyske liga. Jeg sad på klubbens kontor sammen med Landshuts sportschef og cheftræner.
Stemningen var god. Alt var på plads og klar til underskrift. Men da kontrakten blev rakt over bordet, kom det som et lyn fra en klar himmel. Nej, jeg kunne ikke lade min kone og to små børn være alene derhjemme," siger Thor.
"På vej hjem i bil kunne jeg mærke, at jeg havde truffet den rigtige beslutning. Og jeg aftalte med mig selv, at nu skulle jeg finde på noget helt andet at lave. Jeg kan huske cheftrænerens ord: "Det kræver mandsmod at indse, at hockey ikke er det vigtigste i livet." De ord glemmer jeg aldrig."
Thor er født i Herlev, og selv om han har været rundt omkring i Danmark og Sverige i sin lange karriere, har byens ishockeyklub altid været i hans hjerte.
"At jeg forelskede mig i ishockey som ganske lille skyldes utvivlsomt de mange pædagoger i min børnehave, der spillede ishockey i Herlev. Som Thomas Thornberg, Brian Sass og brødrene Anders og Hans Peter Hartzberg. For at nævne en håndfuld," siger Thor.
At han snuste til dommergerningen har også sin egen historie.
"Under VM i 2011 i Bratislava sagde jeg i en snak med Kim Pedersen: "Det er synd, at ingen tidligere landsholdsspillere bliver dommere." Da jeg to år senere sluttede min aktive karriere efter VM i Stockholm, var han straks i telefonen. Dér fangede han mig.
Men det var en spændende og interessant oplevelse dét år, jeg var dommer."

Thor Dresler var med til at vinde DM-guld med Esbjerg som assistant coach i 2016 og 2017.