Han var en lynende farlig angriber, der konstant var med øverst på topscorerlisten i den bedste division, og generne blev givet videre til sønnerne Thomas, Mikkel og Kristian, der alle senere blev dansk mester med EIK. Det var flere årtier efter Keld Bjerrum og holdkammeraterne for første gang – i 1969 – havde bragt DM-pokalen til Esbjerg.
”Vi vandt medaljer hvert år, og vi havde været meget tæt på mesterskabet tre gange. Først i 1963, da vi blev toer på dårligere målscore end Rungsted. I 1965 vandt KSF, fordi reglerne var blevet lavet om, så det var indbyrdes kampe,
der var afgørende.
“I 1968 var vi efter min mening det suverænt bedste hold gennem hele turneringen, men vi endte lige med Gladsaxe (begge indbyrdes kampe sluttede uafgjort) og vi skulle ud i omkampe. Heldigvis tog vi så guldet året efter, hvor vi var et hold med lutter esbjergensiske spillere. Det var egen avl hele vejen igennem,” siger Keld Bjerrum.
”Der var en pionerånd over ishockeysporten i 60’erne, da unionen ikke var større end, at alle kendte alle, og hvor en batalje, hvor en spiller slog ud efter dommeren, kostede en skærpet straf på fem minutter. På alle måder var det helt anderledes primitivt end ishockeyen i dag, men ånden var god, og vi havde det sjovt”.
”Vi fik vores kunstfrosne skøjtebane inde i midten af cykelbanen i 1959, og det gav selvfølgelig en enorm fremgang, at man kunne træne to gange om ugen i fem måneder ad gangen.”
“Vi fik lov at låne cykelrytternes omklædningsrum om vinteren, som var totalt uden isolering. Så når det var rigtig koldt, og vi skulle tømme vores spand med pucke, måtte vi stå og ryste dem ud af spanden, hvis der var kommet vand og sjap i spanden siden sidste træning,” husker Esbjerg-legenden.
”Vi trænede gerne to gange om ugen. Søndag fra 9-10 og onsdag fra 21-22. Om søndagen mødtes vi gerne klokken otte for at tænde lyset. Det havde vi fået lov til af ismanden, som i begyndelsen var sangerinden Daimis far. Senere blev han afløst af den legendariske fodboldspiller fra EfB, Jens Peder Hansen, som var ismand, da vi vandt mesterskabet i 1969”.
”Det højeste tilskuertal, vi havde på den gamle bane, var 4200 mennesker. Der var ladvogne stillet op rundt om banen, som tilskuerne kunne stå på, og man havde svejset gamle cykelstativer sammen i to etager, som bænkene fra atletikstadion kunne være på. På den måde skabte man de første tribuner, og oppe på plateauerne kunne folk sidde og se ishockey inde fra deres biler. Vi er vel den eneste klub, der nogensinde har tilbudt drive in-ishockey”.