Klassiske opgør i Spar Nord Arena og Nordjyske Bank Arena

Tiden nærmer sig.

Der er blot en uge til sæsonstart, og nu skal holdene til at være trimmet.

Det må derfor forventes, at intensiteten også kommer til at stige i aftenens to testkampe. 

Der er ingen tvivl om, at Rødovre har udset sig Herlev som et af de "ofre", der skal jages i kampen om den sidste slutspilsplads. De to hold spiller traditionelt jævnbyrdige opgør, og kan man vinde for eksempel 12-6 i point over rivalen i de seks indbyrdes kamp, kan man tage et stort skridt i kampen om placeringerne.

Så der bliver kæmpet om territorium i Herlev i aften, det er der ingen tvivl om. Spændende om Rødovre for første gang i testsæsonen kan stille med fuldt hold.

Rollerne er mere ulige i Nordjylland, hvor Frederikshavn har et mål om at komme i slutspillet, mens Aalborg er dobbelt forsvarende mester og går efter en topplacering som sædvanlig. 

Men næsten uanset placering i hierarkiet, bliver der ikke givet ved dørene i de to holds indbyrdes kampe, og i aften skal Frederikshavn også vise sig godt frem efter det store nederlag mod Herning senest. 

Selvtilliden skal stives af hos White Hawks, mens Aalborg med kamp næste torsdag i CHL skal være tæt på "turneringsform"

Selveste CHL-vinderne fra i fjor, Tappara Tampere, kommer til Sparekassen Danmark Isarena. 

Men først kan du overvære kampene i aften i hallerne eller på Metalligaen TV. Jannik Sønderby er på plads i Herlev, mens Jesper Larsen skal guide dig igennem kampen mellem Frederikshavn og Aalborg. 


Svensk powerplayopvisning fældede Rungsted Södertälje besøger Rungsted i aften