Advisory Boardet for Rødovre har valgt at reagere på de udtalelser, som cheftræner Olaf Eller nylig fremsatte i en artikel i Sjællandske Medier. I nedenstående tekst præciserer Mighty Bulls visse punkter og retter eventuelle misforståelser.

Således skriver Rødovre Mighty Bulls:

For det første ønsker vi at forsikre vores dedikerede fans, sponsorer og samarbejdspartnere om, at samarbejdet med Danmarks Ishockey Union (DIU) og Licensudvalget har været præget af professionalisme og gennemsigtighed fra deres side. Begge instanser har ydet betydelig støtte til vores fortsatte deltagelse i Metalligaen, og ethvert påstand om uoverensstemmelser er ukorrekt.

Efter nøje granskning af klubbens økonomi er det blevet klart for Advisory Boardet, at den udfordrende økonomiske situation, som klubben befinder sig i nu, allerede var en realitet inden sæsonstart. Denne realitet var ligeledes tydelig for DIU og Licensuvalget, hvilket medførte, at Olaf Eller og den tidligere direktør Morten Nielsen blev informeret om, at lønbudgettet i klubben skulle reduceres. Baseret på dette tog Olaf Eller og Morten Nielsen den beslutning, at Måns Hansson og Brandon Magee ikke skulle inkluderes på holdkortet, for at sikre at klubben kunne overholde det godkendte lønbudget, som blev tydeligt kommunikeret fra DIU og Licensudvalgets side.

Yderligere må vi også præcisere, at licensudvalget ikke på noget tidspunkt har godkendt en eneste kontrakt, grundet problemerne med egenkapitalen, så det er DIU’s bestyrelse, der har bevilget os en betinget licens, indtil vi fik et overblik over situationen, således at vi kunne deltage i Metal Ligaen, uden et godkendt budget. Rygterne om, at Licensudvalget først har godkendt kontrakterne for derefter at sanktionere udvalgte spillere, har altså intet på sig.  

Baseret på artiklen i Sjællandske Medier og for at undgå fremtidige misforståelser, har Advisory Boardet besluttet, at kun udvalgte medlemmer af Boardet vil udtale sig om klubbens anliggender, indtil en ny bestyrelse og ledelse er på plads. Sportslige udtalelser vil fortsat blive afgivet af vores cheftræner. 

Vi er opmærksomme på, at der har været mange skriverier i denne sag. Vi håber, at ovenstående kan bidrage til at skabe klarhed i sagen og sikre, at fokus for klubben fremover handler om at sikre et bæredygtigt økonomisk fundament på kort og lang sigt.  
Vi anerkender også, at den aktuelle situation har skabt splittelse både blandt spillere og trænere, samt i forholdet mellem DIU og Rødovre. Dette vil vi gøre vores bedste for at rette op på. 

Endnu engang vil vi understrege, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved DIU og Licensudvalgets ageren i denne sag. Kommunikationen til klubben før sæsonstart vedrørende denne sag har været klar og utvetydigt formuleret og kan ikke misforstås. 

 

RMB’s Advisory Board 


Rungsted mistede vigtige Final4-point i slutfasen OPTAKT: Esbjerg Energy-Rungsted Seier Capital