Efter 12 nederlag på stribe mod Odense, lykkedes det endelig for Rødovre at vinde over fynboerne

Rødovre-Odense 3-2 (1-1,1-0,0-1) 1-0

Den var vigtig for Vestegnens sønner. Rødovre Mighty Bulls fik to point ud af aftenens kamp mod Odense og dermed på par med Frederikshavn i bunden af Metal Ligaen.

Sikke et slag om den ottende og sidste slutspilsplads vi har i vente. 

Med det in mente, var overtiden i aften uhyre vigtig, og den stod der i første omgang Odense på. William Rørth blev udvist to minutter for tripping og dermed en fire mod tre-situation til fynboerne. Den kastede Jonathan Brinkman dog ud af vinduet, da han også blev udvist. 

Det gav mere plads på isen til alle parter og Frank Gymer er en af de spillere, der nyder godt af plads. Finnen kom af sted og gik ind under Mitch Gillam i Odense-buret. Gymer lagde pucken ind bag Odense-målmanden og langt de fleste af blot 549 tilskuere i Rødovre kunne juble.

Odense kom uden Mathias Mølgaard og Sebastian Ehlers og kunne lige nøjagtig stille tre kæder, inklusive Oliver og Tobias Villadsen, der ikke har spillet fast i denne sæson. 

Rødovre kom med optimisme og en iskold Frank Gymer, der leverede et lækkert 1-0-mål i første periode. Han afventede Odenses forsvar og Mitch Gillam ud og flænsede et skud op i modsatte målhjørne. 

Kristian Jensen, der scorer løs for Odense for tiden, fik udlignet via William Rørths skøjte inden pausen, mens Rødovre havde en anden god anden periode, der kulminerede i det 36. minut. Mads Eller ventede og ventede og lagde en fremragende pasning over til Christopher Rübenach på modsatte. 

Rübenach ventede lige så klogt, inden han lagde pucken op i nettaget til 2-1. 

Længe lignede det tre point til Rødovre, men en mulighed i powerplay godt 12 minutter før tid blev smukt udnyttet af Radim Piroutek, der hamrede en firsttimer i kassen. 

Til sidst virkede begge hold enige om at dele de to første point, inden Rødovre altså nappede det vigtige bonuspoint. Det var første gang efter 12 Metal Liga-nederlag på stribe mod Odense - mange af dem med temmelige klare cifre. 

 


Syv gyldne minutter var nok for Esbjerg OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs