Jere Henriksson bliver Mighty Bulls' nye indsprøjtning

Rødovre Mighty Bulls har forstærket sig til den kommende del af sæsonen.

Det bliver den 23-årige finne Jere Henriksson, der skal banke ild ind i Vestegnens sønner.

Han præsenteres således af Rødovre Mighty Bulls:

23-årige Jere Henriksson, lander i Rødovre i aften, og er forhåbentlig spilleklar til nytårsbraget mod Rungsted i morgen. Han kommer med erfaring fra den finske Liiga, hvor han har tørnet ud for både Tappara, HPK og senest TPS. Jere er en ung spiller, som har fart i skøjterne og han gerne vil vise sit værd. RMB får dermed mulighed for både at forstærke sig på forwardsiden, samt at se en ung spiller an frem mod næste sæson, lyder det. 

Henriksson har spillet fire kampe for det finske U20-landshold og er opdraget i storklubben Jokerit Helsinki - mens Jokerit stadig var en storklub i finsk og international hockey. 

I de seneste sæsoner har han forsøgt at arbejde sig ind på forskellige finske Liiga-hold uden dog at have noteret sig supermange kampe.

I denne sæson har Henriksson spillet tre kampe for TPS Turku med et enkelt mål til følge. 

Spændende om han griber den nye chance på et Rødovre-hold, der virkelig trænger til en indsprøjtning. 

 


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital JULEGAVE TIL WH: Fortsætter samarbejdet med coach Fredrik Johansson